17. september 2024

Hadsten Handel: Vi skal huske at handle lokalt

Selvom krisen også kradser i Hadsten, er de fortrøstningsfulde i Hadsten Handel, så længe man husker at handle lokalt. Derfor har handelsstandsforeningen også en fyldt aktivitetskalender for det kommende år.

Det er dyrt at leve for tiden. Inflationen og energikrisen kan mærkes på økonomien – og handelslivet i Hadsten går ikke fri.

”I Hadsten går det jo lidt som i resten af landet. Det er barskt for rigtigt mange brancher, og vi kan som detailhandlere mærke en forsigtighed blandt kunderne, som ikke plejer at være der. Tingene er jo blevet dyrere, og det kan vi ikke gøre så meget ved,” fortæller Lars Simonsen, formand for Hadsten Handel.

Lars Simonsen, der er medejer af Hadsten Blomster, er dog ikke i tvivl om, at byen nok skal klare sig gennem krisen. Men det kræver, at borgerne i Hadsten fortsætter med at handle lokalt.

”Vi tror på, at vi kommer stærkere ud på den anden side, men det er også meget vigtigt at kunderne ikke svigter og søger andre veje, som for eksempel ved at handle på nettet. Det er simpelthen bare at komme ud og handle alt det man kan,” siger Lars Simonsen til ByensNyt.

Masser af aktiviteter til bysbørnene

I det kommende år er der således også rig mulighed for at komme ud og støtte de lokale handelsdrivende, når Hadsten Handel afholder aktiviteter ude i byen. I øjeblikket arbejder handelsstandsforeningen blandt andet på et modeshow i Sløjfen, der skal løbe af stablen i midten af april.

”Alle er velkomne til at stille op, ligegyldigt om du er bilhandler eller tøjsælger, så det bliver jo lidt spændende, hvordan vi, der ikke er vant til sådan noget, håndterer det. Det bliver et rigtig godt arrangement, som vi glæder os meget til,” siger formanden.

Derudover kan man også glæde sig til bagagerumsmarkeder, fejring af både mors og fars dag, klovneløb, cykelløb og meget andet.

”Der er masser af sjove tiltag gennem året, som vi i bestyrelsen koordinerer sammen med medlemmerne. Så vi er fortrøstningsfulde i Hadsten Handel. Vi drosler ikke ned i hvert fald. Vi ekspanderer og prøver at finde på nye sjove ting, vi kan lave med vores bysbørn,” siger Lars Simonsen.

Hele aktivitetskalenderen kan ses her.

Caroline Balslev
Caroline Balslev
Caroline Balslev er journalist og en del af redaktionen på ByensNyt. Caroline har erfaring med lokaljournalistik fra blandt andet Hammel og omegn. Hun er født opvokset i København, men bor i dag i Aarhus.

Relaterede artikler