23. oktober 2024

Hadsten Optik: Det må godt larme lidt mere

Foråret er i fuld gang og snart står der sommer på programmet, og det betyder også tid til at tænke på synet i form af solbriller. Men hvad siger moden, hvad er hot lige nu. Det spurgte vi om i Hadsten Optik, der viste lidt af 2022 moden frem på solbrille-siden.

Solbriller bruges af mange for at skåne øjnene mod sollys, men derfor må det jo også gerne se lidt godt ud, og lige som med alt andet, så skifter moden også inden for solbriller, og i år er mange stel mere kraftige og mere farvestrålende, end f. eks sidste år.

“I lang tid har det været meget lyst og guld, og det er det sådan set stadig i en vis udstrækning, men der er også en klar tendens til, at det er mere kraftige briller vi ser, og så må det godt larme lidt mere på flere forskellige måder. Vi er begyndt at se kraftige brillesnore, og andre sjove detaljer, der er med til at sætte kolorit på solbrillerne. Jeg synes at det er både mænd og kvinder der gerne vil prøve noget nyt, men som med så meget andet, så er mænd sværere at rykke og vælger nok typisk det mere klassiske, mens kvinder godt tør lidt mere”, fortæller Mette Rasmussen, der sammen med Didde Roed, ejer Hadsten Optik.

Mens briller tit skal matche på flere forskellige måder til personen, så forholder det sig ofte lidt anderledes med solbriller, hvor det gerne må være lidt mere ekstremt og vildt, hvilket der er en særlig grund til.

“Det er en brille du tager på til lejligheden, den skal ikke harmonere på samme måde som en rigtig brille, fordi man kan ikke se dine øjne, og derfor kan du skeje lidt mere ud med dine solbriller. Du har jo heller ikke solbriller på hele tiden, så derfor er folk generelt lidt mere modige med solbriller end med briller. Solbriller er ikke altid skabt til at give harmoni, og når man ikke kan se igennem glasset, så kan andre heller ikke se, hvordan øjenfarven er eller hvordan øjnene sidder, mens en brille skal give en vis harmoni, fordi her kan du se det hele”, lyder det fra Didde.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler