8. marts 2026

Ingen hokus pokus – Læseuniverset hjælper børn fra hele landet med læsningen

Lige uden for Hadsten, midt i et industrikvarter, ligger Læseuniverset, som har eksisteret i syv år, og som hjælper børn i alle aldre og fra hele landet, med at blive bedre til at læse. Succesen er så stor, at man også har en afdeling i København.

Det er Maria Christensen der ejer Læseuniverset og som også selv er en del af undervisningsteamet, der tager i mod, da ByensNyt kigger forbi til en samtale omkring, hvad Læseuniverset er og hvordan det er opstået. Maria er selv uddannet skolelærer, og havde egentligt ikke tænkt, at det var virksomhedsejer hun skulle være, men da hun selv havde en datter, der havde læsevanskeligheder og ikke kunne finde et tilbud til hende, opstod idéen.

“Selvom at jeg selv var lærer, var det svært at hjælpe min datter efter en skoledag, hvor hun var træt og udkørt, og så søgte jeg ud for at se, hvad kunne jeg finde af tilbud der kunne hjælpe hende, men det var svært. Så tog jeg selv nogle efteruddannelser omkring ordblindhed og læseudfordringer, hvorefter jeg åbnede op og tænkte at nu ser jeg, hvad der sker, kommer der mon nogle børn”, fortæller Maria til ByensNyt.

Og børn, det kom der, masser af børn, hvilket gjorde at de oprindelige lokaler i Østergade blev for små, og de nye lokaler på Bavne Allé blev derefter taget i brug. Her kommer der hver uge mellem 6 og 12 børn fra alle dele af landet, hvor de får et intensivt forløb omkring læsning fra 9-15 i de fem dage som modulet tager. Og bliver børnene så faktisk bedre til at læse?

“Jeg tænker, der er ikke noget hokus pokus i det her. Når man giver børn 30 timers ekstra læsetræning, så bliver man bedre. Det er lige som alt andet, at træner man, så bliver man også bedre. Det er både ordblinde og børn med læseudfordringer som kommer her, men det er vigtigt at sige, at vi kan ikke afhjælpe ordblindhed, men vi kan stadig gøre dem bedre til at læse, hvilket gør at de bedre kan bruge deres IT-redskaber i hverdagen. Det meste bliver lettere, hvis man kan læse, fordi der er tekst i alle fag, så læsning er virkelig en vigtig ting at kunne”

Hjælper også børn med matematikudfordringer

Maria har ansat Trine, der også er matematiklærer, så med jævne mellemrum, har de også hold der har fokus på børn med matematikvanskeligheder, der kan være et lige så stort problem, som hvis man ikke kan læse.

“Der er ikke nær så stor fokus på børn der har det svært med matematik, måske fordi at vi ikke er så bevidste om, hvor vigtigt det faktisk er, at kunne tallene. Har man svært ved tal, så er der mange dagligdagsting der bliver svære, bare noget så simpelt som at kunne klokken. Så det er også noget man skal have fokus på, men som nok ikke på samme måde som læsning bliver vægtet højt”, vurderer Maria.

Maria understreger, at når man har været på et læse eller matematikkursus, så skal det holdes vedlige, og mange kommer også tilbage på et senere tidspunkt, for at tage endnu et modul.

“Når man har været her en uge, så skal man jo hjem og bruge det, både i skolen og derhjemme. Man skal fortsætte med at træne, mindst en halv time om dagen, fordi ellers så nytter det ikke noget. Mange vælger at tage et modul mere efter noget tid, så de kan rykke sig endnu mere, så det er ikke nogen mirakelkur vi tilbyder. Vi tilbyder læsetræning 1-1, og sammenholdt med, at de i den uge de er her, kun skal have fokus på læsning, så gør det at de rykker sig positivt”, siger Maria, der for nogle år siden også indtog København, hvor hun har etableret Læseuniverset på Østerbro. Her er der foreløbig en ansat, men Maria håber på, at der snart kan udvides med en lærer mere.

Pressefoto
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler