7. februar 2025

Lokalt revisionsfirma bliver del af et internationalt revisionshus

Det lokale revisionskontor Kvist & Jensen, der holder til i Hadsten Kros gamle sal ved Lilleåen i Søndergade bliver d. 1. oktober en del af den internationale revisionsvirksomhed Grant Thornton.

Kvist & Jensen har udover kontoret i Hadsten også kontorer i Randers, Grenaa, Århus, Aalborg og Hadsund. Samtidig bliver National Revision med kontorer i Århus, Randers og Mariager også en del af Grant Thornton, der er verdens 7. største revisionshus.

Grant Thornton er primært beliggende på Sjælland med 4 kontorer, men med fusionen bliver Grant Thornton stærkere repræsenteret i Jylland med yderligere 6 kontorer. Tilsammen bliver man ca. 550 medarbejdere i Danmark og 68.000 på verdensplan.

ByensNyt har talt med statsautoriseret revisor og partner Ruben Stæhr fra Kvist & Jensen i Hadsten, som fortæller: ”Vi glæder os til sammenlægningen. Fusionen giver os mulighed for at kunne løse endnu flere opgaver ligesom vi håber at nye potentielle medarbejdere vil finde os mere attraktive ved, at vi bliver en del af en international virksomhed.”

Og han fortsætter: ”Ligesom så mange andre virksomheder kunne vi virkelig godt bruge 2-3 flere medarbejdere bare alene her på Hadsten kontoret”

Beslutningen om at sammenlægge de tre revisionsvirksomheder er en strategisk beslutning, som er drevet af en gensidig erkendelse af, at forenede ressourcer og kompetencer vil skabe en mere bæredygtig og konkurrencestærk revisions- og rådgivningsvirksomhed på det danske marked. Baggrunden for sammenlægningen er samtidig også at have flere muskler til at imødegå den øgede compliance, investeringer i IT-systemer og IT-værktøjer.

”Vores kunder her i byen vil opleve at blive betjent af de samme medarbejdere med nøjagtig den samme gode service, som de plejer” forsikrer Ruben Stæhr afslutningsvis over for ByensNyt.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler