18. april 2025

Mød Sanne fra el-holdet med næsten 25% kvinder

Det tager 4 til 4½ år at blive elektriker, heraf foregår de 55-60 uger på en erhvervsskole som f.eks. Den Jydske Haandværkerskole. Elektrikerddannelsen begynder med et grundforløb og som elektriker skal du kunne lide at arbejde med matematik, fysik, dansk og engelsk. En af dem der har valgt at gå elektrikervejen er Sanne Kristensen. 

Hænderne står ikke stille, når Sanne Kristensen skal fortælle, hvad hun vil med sin svendeprøve. Automatik, programmering og robotter er blot nogle af de ord, der flyder ud af Sanne Kristensen, når hun beskriver sit svendestykke, som tager udgangspunkt i arbejdet på praktikpladsen hos Arla, hvor hun arbejder med vedligeholdelse.

Hun er en af de fem unge kvinder, der bliver elektrikersvend den 29. april på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Det svarer til, at knap 25 procent på de to hold er kvinder. En meget større andel end normalt.

Sanne Kristensen synes, at hendes valg af erhvervsuddannelse har været oplagt, når hun ser tilbage på sin skoletid.

”De matematiske fag har altid været dem, jeg syntes bedst om i folkeskolen, og så har jeg så meget energi i kroppen, at det var naturligt for mig at vælge elektrikerfaget,” siger den unge, kommende elektrikersvend, der fik anbefalet uddannelsen af svoger, der også er elektriker.

Tryg skole at være kvinde på

Hun sætter pris på det nære miljø på Den jydske Haandværkerskole, hvor hun har delt værelse med en anden kvindelig elektriker på skolehjemmet. Det har givet en tryg base.

”Det kan virke overvældende med så mange mænd, og at vi ofte mødes med nye hold med mange nye ansigter, men det har været let hurtigt at finde sin plads og tryghed på DjH. Skolehjemmet og de andre piger har gjort det lettere for mig at falde til. Her har man noget med hinanden at gøre.”

Hun håber, at flere kvinder vælger at gå elektrikervejen, så det i fremtiden bliver mere naturligt at se et svendehold bestående af 25 procent kvinder.

”Vi skal have mere fokus på, at der i elektrikerfaget er noget for alle. Hvis man kan holde til mandehumor og har mod på at prøve faget af, så er der nogle vildt spændende retninger, man kan specialisere sig i. Har man brug for at have kvinder som kolleger, kan man lige som mig søge mod et større sted som eksempelvis Arla. Her er der kvinder, men i andre faggrupper,” siger den 21-årige kvinde, der allerede har udsigt til fast arbejde hos Arla.

FAKTA: Kvinder på håndværksuddannelserne

Om 10 år vil Danmark mangle 17.000 faglærte i bygge-, anlægs- og installationsbrancherne. Herunder elektrikere.

9 ud 10 håndværkere er i dag mænd, så der er plads til flere kvinder.

Et af tiltagene til at få flere kvinder til at søge en håndværksuddannelse er initiativet Boss Ladies. Det er unge kvinder i håndværksfagene, som bl.a. besøger folkeskoler og fortæller om, hvordan piger kan blive håndværkere.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler