13. januar 2025

Mrs Jones er blevet voksen for alvor – fylder 18 år

I disse dage fejrer Mrs Jones i Søndergade fødselsdag, om end det er en forsinket fejring, da butikken faktisk fyldte år tilbage i september. Dengang var Helle, der ejer tøjbutikken, dog ikke helt kampklar, så derfor blev fødselsdagsfesten udsat.

Helle slog sig slemt i august, og brækkede både det en og det andet, og var af den grund ikke helt klar på at fejre butikken, men nu er hun, næsten, tilbage i topform, hvilket bliver markeret med den udsatte fødselsdag.

“Der var en af mine kunder der skrev, at nu kunne jeg helt selv bestemme, når butikken fylder 18 år, men det synes jeg nu er gået meget godt indtil nu”, kommer det smågrinende fra Helle Bandholtz-Madsen, da Byensnyt kigger forbi torsdag formiddag.

Da hun for 18 år siden startede Mrs Jones var det naturligvis svært at forudsige, om butikken ville blive voksen, men Helle har hele tiden troet på, at hendes butik ville blive en succes, og her 18 år efter må man konstatere at det blev det.

“Jeg har hele tiden været sikker på, at butikken var langtidsholdbar, selvom at det ikke hele tiden har været lige let, men i bund og grund har det jo gået godt, og det går stadig godt. Lige nu bliver der talt meget om krise, og vi kan da også godt mærke det lidt, men det er ikke noget alvorligt, hvilket jo i høj grad skyldes, at vi har så mange gode kunder som har været vant til at komme her og stadig gør det”, fortæller Helle og fortsætter:

“Vi havde også krise i 2008 og nogle år frem, og så har vi haft corona, og vi er da kommet igennem bege dele, så vi kommer også godt igennem det her”, lyder det optimistisk fra hende.

Helle har som tidligere nævnt været ukampdygtig i en periode, men er tæt på at være tilbage på fuld kraft, hvilket hun naturligvis glæder sig over.

“Jeg brækkede hoften og håndledet, og det har bestemt ikke været sjovt, fordi det første jeg tænkte på var, hvordan det skulle gå med butikken, men det er jo gået godt, blandt andet takket være Helle (butiksmedarbejder i Mrs Jones) der har gjort det godt og sørget for, at vi kunne holde åbent hele tiden, uden hende havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg har trænet og trænet, og det har heldigvis givet resultat, så nu er jeg stort set tilbage i topform. Kunderne har igen været flinke og har godt vidst, hvorfor der til tider har været kø, så det er jeg også glad for”

Nu gælder det fødselsdagen, der markeres torsdag, fredag og lørdag med gode tilbud og såmænd også fødselsdagskage.

“Der er rabat på hele butikken, og da vi bliver 18 år, så er der 18 procents rabat på det hele, så skal man gøre en god handel, så er det bare med at komme forbi. Vi holder ikke Black Friday for alvor, så skal man have de gode tilbud på hele butikken, så er det i de her dage”, konstaterer Helle.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler