Lokalet har stået tomt et stykke tid, men nu er den gamle frisørsalon på hjørnet af Østergade og Bøgevej igen klar til kunder. Det er dog ikke muligt at få klippet sit hår i salonen længere, men til gengæld kan man nu få ansigtsbehandlinger, da det er en kosmetolog, der åbner.
Det er Nicole Jacobsen der er rykket ind, og hun er klar til at slå dørene op den 3. december, efter at lokalet har fået en mindre ommøblering, så det nu er blevet noget mere hyggeligt og intimt, hvilket passer rigtigt godt ind i konceptet.
” Det har været hårdt arbejde, men nu er jeg ved at være klar, og jeg glæder mig i den grad. Det har været en stor beslutning at blive selvstændig og jeg har sommerfugle i maven, men jeg kunne mærke, at tiden var rigtig, og at nu skulle det være”, fortæller Nicole Jacobsen til ByensNyt.dk og fortsætter:
” Jeg vil gerne have, at man fornemmer, at der er ro og intimt her, og derfor skal man bestille tid på forhånd, men man kan naturligvis komme ind i butikken, både for at bestille tid og købe produkter”
Nicole er uddannet kosmetolog i Danmark, efter hun kom hertil fra Holland, hvor hun er fra oprindeligt. Hun har blandt andet været ansat hos Face and Body og senest i Velværebutikken ved siden af Hadsten Apotek. Butikken lukkede dog, og derfor spirede tanken om at blive selvstændig, og da hun opdagede at lokalet i Østergade var ledigt, så slog hun til.
” Jeg kunne mærke på mig selv, at skulle jeg blive i branchen, så skulle jeg ikke være ansat længere, og det føles helt rigtigt. Jeg har stadig kunder helt tilbage fra Face and Body, så jeg føler at jeg har et godt udgangspunkt. Jeg starter stille og roligt ud, så det er et begrænset sortiment af behandlinger til en start, men viser det sig, at der er basis for andet, så vil jeg naturligvis overveje det ”, lyder det optimistisk fra Nicole Jacobsen.
