20. januar 2026

Nytårskur i Favrskov Erhverv

Mange trodsede vinterføret og deltog i Favrskov Erhvervs velbesøgte nytårskur, der blev afholdt på Velas i Søften torsdag d. 8. januar.

Deltagerne blev budt velkommen i kantinen med et glas bobler og lækkert tapasbord. Efter lidt minglen begave deltagerne sig ind i mødelokalet, hvor et spændende og varieret program ventede.

Erhvervschef Jesper Liberknecht byder velkommen

Erhvervschef Jesper Liberknecht bød velkommen og gav herefter straks ordet til borgmester Lars Storgaard, som til trods for en truende forkølelse og en netop overstået smertefuld rygoperation formåede at holde en veloplagt nytårstale med en orientering om nogle af de vigtigste begivenheder i det forgangne år og en introduktion til nogle af de store tiltag i kommunen i det nye år.

Borgmester Lars Storgaard holder sin nytårstale for Favrskov erhvervs medlemmer

Herefter gav Malene Rønø og Hans Peder Hansen fra det tidligere Vestjysk Bank – nu AL Sydbank en kort orientering om fusionen af de tre pengeinstitutter; Vestjysk Bank – Sydbank og Arbejdernes Landsbank og slog fast, at såvel filialen som personalet i Hadsten forbliver i byen, da filialen er den eneste afdeling i Favrskov kommune, som fortsat er et vigtigt område, for det nyfusionerede pengeinstitut.

Malene Ronø fortæller og Hans Peder Hansen om fusionen

Efter en kort pause, hvor deltagerne kunne genforsyne sig i tapasbord og bobler eller sodavand kom direktør Simon Schølin på banen med et underholdende og inspirerende oplæg om etableringen af Danmarks mest velgørende fodboldhold.

Med en baggrund i topledelsen i Hummel og som investor og rådgiver i flere større koncerner samt et bestyrelsesmedlemskab i fodboldklubben AGF var det noget af en kontrast at sige ja til en opgave som drivkraft i et lokalt oldboys fodboldhold i Hinnerup.

Den karismatiske direktør Simon Schølin fortæller om Danmarks mest velgørende fodboldhold.

Men med gode venners hjælp og udnyttelse af en stor del af direktørens engagement, kreativitet og strategiske værktøjskasse fik han transformeret et traditionelt lokalt oldboys fodboldhold til et team, der fk skabt opmærksomhed på den helt store scene.

Holdet blev officielt ambassadør for UNICEF og fik mødt hold fra de største klubber i Europa og fik tiltrukket tilskuere til oldboys-kampene i et antal der ikke er set hverken før eller siden til en kamp af den karakter.

Undervejs gav Simon Schølin referencer fra sit virke til salens deltagere. “Flip the Coin” lød et af hans mantraer. “Hvad nu hvis det var omvendt, hvad ville du så gøre? spurgte han for på den måde at introducere et af de kreative virkemidler, som han arbejdede med.

Fik man ikke andet med sig – i de skønne rammer på Velas, så fik man i hvertfald et underholdende og overbevisende indslag om, at ting, der nærmest lyder umulige kan lade sig gøre, hvis man griber dem fokuseret an med fællesskab, kreativitet og og et klart mål.

Dejligt at se den store opbakning til Favrskov Erhvervs nytårskur på en kold vinterdag, hvor der også var mulighed for at netværke lidt og få hilst både på nogle af de deltagende politikere og repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler