7. december 2024

Nytårskur i juni

Med et halvårs forsinkelse havde Favrskov Erhverv inviteret deres medlemmer til nytårkur og arrangementet viste sig værd at vente på.

Det hele blev indledt i foyeren på Montra Hotel Sabro Kro, hvor netværk, bobler, kaffe og kage på fornemste vis lagde en fin grundsten til den udskudte nytårskur.

Da medlemmerne havde trukket ind i foredragssalen bød Formand Kent Jeppesen velkommen og overdrog derefter straks ordet til erhvervschef Jørgen Schytter, der kunne fortælle Favrskov Erhverv til trods for en tid, hvor COVID 19 havde været en ret så drænende faktor for medlemsaktiviterne har formået at holde momentum i medlemstilgangen.

Samtidig oplever medlemmerne også, at Favrskov Erhverv er blevet mere synlige som organisation. Nu mangler man kun, at der igen kommer større medlemsopbakning til de aktiviteter der finder sted. De der deltager oplever stor værdi af arrangementerne og denne nytårskur var ingen undtagelse.

Borgmester Lars Storgaard gav efter en kort personlig præsentation en orientering om kommunens erhvervspolitik og status og kunne bl.a. oplyse at han sammen emd kommunaldirektør Jan Kallestrup efter mindre end et halvt år i stolen allerede har besgt en lang række af kommunens virksomheder. Han nød at komme rundt og er imponeret over de flotte resultater som mange af virksomhederne har formået at skabe trods en hård tid med både pandemi og stigende priser. At mange af de lokale virksomehder tilmed havde trukket opgaverne hjem, efter at de først havde været lagt til udlandet havde gjort indtryk på ham. Borgmesteren kunne også afsløre at kommunen på en række områder er trukket i førertrøjen blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i landet.

Efter borgmesterens fine indlæg, som blev rundet af med lidt debat gav Poul Erik Nielsen fra Væktfonden en orientering om fondens samfundsaftryk, aktiviteter og bidrag. Indslaget blev efterfulgt af en inspirerende præsentation af kok og iværksætter Casper Brix, der driver Brix Catering og som efter support fra bl.a. Vækstfonden har formået at skabe en helt igennem imponerende vækst.

Efter en kort netværkspause kom foredragsholder, digital forretningsudvikler bestyrelsesaktivist mm Laura Vilsbæk på banen og udfordrede på en elegant og konstruktiv måde vanetænkninger i bestyrelseslokalerne.

“Hvis vi lukker øjnene og ser en der sidder i en bestyrelse for os, så har vi nok alle et billede der lidt ligner det samme” udfordrede hun. Laura fik, uden at være kønsdocerende, belyst, hvordan det virkeligt er værdigivende at få sammensat en bestyrelse, der har kompetencerne til de udfordringer man står overfor eller kan hjælpe en med de veje, man ønsker at gå. 

Hun kunne også fortælle, at man i gennemsnit sidder 11 år i en bestyrelse, men hvor vigtigt det også er at se på, om kompetencerne hos dem der så er der, stadig er dem man har brug for.

På fin vis illustrerede hun, hvordan diversitet på både køn, kultur og kompetencer sætter gang i flere cirkler og skaber værdifulde kontakter til gavn for virksomheden og at man, når man får nye til sin bestyrelse skal tænke på det, som når man ansætter enhver anden i sin virksomhed. Kigge på hvad de kan og hvad de kommer med.

Dagen blev rundet af med en dejlig middag.

En tak fra ByensNyt til Sofie Rahr Time, Favrskov Erhverv for lån af noter. 

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler