30. maj 2023

Så er der liv i stationsbygningen igen

Først blev der solgt billetter til toget i bygningen, og sidenhen har der været computerforretning, advokat og fodklinik i stationsbygningen på Hadsten Station. Fra i dag bliver der for første gang i bygningens historie langet mad over disken, i Stenovnspizza Hadsten, som restauranten hedder.

Det er brødreparret Hamid og Mohamad Abdo der har åbnet den nye restaurant, og det bliver pizza fra en specialimporteret stenovn fra Italien, hvor der bliver fyret med brænde. Det er også en italiener der sørger for, at pizzaerne kommer ud og ind ad ovnen, og i det hele taget har de to brødre forsøgt, at gøre oplevelsen så autetisk som muligt.

“Vi er rigtig glade for, at vi endelig er klar til at åbne, og vi synes det er blevet rigtigt godt. Det har været en stor omgang, og det hele er blevet skiftet i lokalet, så det har kostet en masse tid og penge, men vi er stolte over resultatet. Det har været vigtigt, at det bliver så ægte som muligt, og derfor skulle vi selvfølgelig have en ovn fra Italien, i øvrigt den eneste af sin slags i Favrskov. Så har vi også været så heldige at få ansat Angelo, som er italiener og har lavet pizza i over 30 år og han er tilmed bosat i byen, så det kan ikke være bedre”, fortæller Mohamad, da ByensNyt kigger forbi på åbningsdagen.

Der er plads til 12 pizzaer ad gangen i den store stenovn, der varmes op af brænde

Placeringen af deres nye sted er lige over for Hamids frisørsalon, King Frisør, men ud over det, så mener brødrene, at det er byens mest oplagte sted at lave en restaurant.

“Det er lige midt i byen, og der er faktisk ikke nogle spisesteder på denne side af skinnerne, som jo er et sted, hvor der kommer mange forbi hele dagen, så selvfølgelig skulle det være her. Vi er overbevist om, at vi får travlt når folk har opdaget at vi er her, og så er vi sikre på, at kunderne vil synes om det de får. Det er italienske råvarer og det hele bliver lavet fra bunden, så folk kommer til at få en rigtig italiensk oplevelse”, lyder det fra de to brødre, der selv skal hjælpe til i restauranten. Mohamad på fuldtid, mens Hamid hjælper til efter lukketid i frisørsalonen.

Der er åbent hver dag fra 11-21, og der er mulighed for at spise i restauranten, hvor der er godt 15 siddepladser. Se mere på stenovnspizzahadsten.dk.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler