28. marts 2024

“Selvfølgelig betyder det noget med et godt butiksliv”

Priserne på energi er på himmelflugt for tiden, og det presser helt naturligt mange mennesker, både private og erhvervsdrivende. Der meldes om rekordhøje elregninger, og det gør det svært for mange, særligt de små købmænd og forretninger, der får sværere og sværere ved at betale deres regninger.

Indtil nu, er vi i 8370 Hadsten forskånet for lukninger af butikker grundet stigende elpriser, men hvad vil det betyde for en by som Hadsten, hvis butiksdøden rammer her. Det giver Tommy Risgaard, fra danbolig Hadsten sit bud på.

“Selvfølgelig betyder det noget med et godt butiksliv, og det er en af de vigtige faktorer for en by som Hadsten, hvor ting som skoler, foreninger og transport også vægter højt. Så det er en sammenhæng af flere forskellige ting, for at en by som Hadsten fungerer godt. Derfor er det også vigtigt, at vi værner om butikslivet, så helheden er der, fordi forsvinder der butikker, så er risikoen også for, at folk oftere tager til Randers eller Aarhus og laver deres indkøb der”, vurderer Tommy Risgaard og tilføjer:

“Det er hele pakken som tilflyttere fra Aarhus og andre byer køber ind på, og som betyder noget for priserne på husene. Det skal være attraktivt at flytte til Hadsten, og som det er lige nu, så har vi hele pakken”

Fokus er på varmekilden i huset

Mens det normalt er, hvilket køkken der er i huset, eller om det er en overskuelig have, så er fokus lige nu flyttet hen på, hvilken varmekilde der bruges i huset, og her er huse med træpillefyr og gasfyr ikke i høj kurs for tiden.

“Det er nogle lidt andre snakke vi har for tiden, ingen tvivl om det. Køberne har fokus på om der er fjernvarme, eller i hvert fald om det er muligt at få indlagt det. Der er også fokus på, hvilken energiklasse huset har, og hvad det eventuelt koster for at optimere, mens snakken om køkken er kommet lidt i baggrunden. Folk er blevet praktikere, og jeg er også sikker på, at vi kommer til at se, at brændeovne kommer i sving igen her til vinter, selvom træ også er dyrt”

Tommy fortæller videre, at selvom at boligmarkedet er bremset kraftigt op, set i forhold til 2020 og 2021, så er markedet stadig sundt og på niveau med 2019. 

“Den udvikling vi så i 2020 og 2021 kunne jo helt naturligt ikke fortsætte, men når det så er sagt, så har vi et fint marked på niveau med 2019 som var et godt år, så der er stadig fin aktivitet, om end husene ligger lidt længere nu end for et år siden. Det er klart at skyerne i horisonten er mørke og at situationen ude i verden vil påvirke boligmarkedet i den nære fremtid. Men jeg tror ikke på en langvarig boligkrise”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler