Otte ladepunkter og en brændstofstation er på vej til det nye serviceområde ved Ødum, hvor der i forvejen er i gang i opførelsen af en McDonald´s. Uno-X forventer at åbne anlægget i foråret 2027.
Bilister får efter planen nye muligheder for at lade elbilen eller tanke ved Ødum i foråret 2027. Uno-X Mobility Danmark bygger en lynladepark og en brændstofstation på det nye serviceområde, der også går under navnet Favrskov Ladested.
Ifølge virksomheden er byggetilladelsen på plads, men en præcis åbningsdato er endnu ikke fastlagt. Den afhænger af leveringen af en transformer, som Uno-X fortsat afventer en leveringsdato på.
Ladeparken får fire ladere med i alt otte ladepunkter og en ladeeffekt på op til 400 kW pr. ladepunkt. Anlægget bliver åbent for alle kunder og er indrettet til bilister, der har brug for at lade undervejs.
“I Hadsten bygger vi otte ladepunkter, som er åbne for alle. Vi tror på at det enkle ofte er det bedste, med et Uno-X kort er det helt enkelt; man betaler kun for det man lader – med en fast rabat, uden abonnement, eller gebyr”, siger Claus Gottlieb, markedsdirektør for Retail hos Uno-X Mobility Danmark i en pressemeddelelse.
På serviceområdet bliver der ifølge Uno-X også flere muligheder for at købe mad og andre fornødenheder, mens bilen lader. Betaling ved ladeanlægget kan blandt andet ske med Visa/Dankort, Uno-X-kort og app samt gennem roamingaftaler med andre udbydere.
Uno-X Mobility Danmark er en del af Reitan Retail og driver tankstationer, bilvask og lynladning i Danmark.
Fakta om det kommende anlæg
- Placering: Det nye serviceområde ved Ødum, også kaldet Favrskov Ladested.
- Anlæg: Fire ladere med i alt otte ladepunkter samt en brændstofstation.
- Ladeeffekt: Op til 400 kW pr. ladepunkt.
- Adgang: Åbent for alle kunder.
- Forventet åbning: Foråret 2027. Den endelige dato offentliggøres senere.
Norlys er ligeledes på vej med en større ladepark i Favrskov Ladested, hvor man netop har købt 5.061 kvadratmeter i den nordlige del af området. Den del håber vi på, at kunne fortælle mere om snarest.






















