Den sidste runde for i år er nu gået og et sucessrigt Stafet for Livet Hadsten 2023 er nu afsluttet.
Det hele startede som en noget regnfuld affære, men det afskrækkede nu ikke folk fra stafetten og der var masser af opbakning til åbningstalen fra den tidligere formand for Stafet for Livet i Randers og til fighterrunden, som traditionen tro indledte årets stafet.
I de velkendte gule t-shirts forrest på den første runde går fighterne. Det er dem, der kæmper – eller har kæmpet mod kræften og som møder frem til dagen med masser af viljestyrke og håb.
Runde efter runde blev der tilbagelagt adskillige tusind kilometer og sædvanen tro var det EDC-huset Hadsten, der atter en gang lagde en krone for hver gang en deltager passerede start uanset, hvilket hold man var på.
Umiddelbart efter starten var der opvisning i Qi Gong fra tidligere og nuværende kræftramte og Qi Gong er netop noget af det som den lokale Kræftens Bekæmpelse er med til arrangere.
Med mere end 450 tilmeldte til arrangementet er det igen ved at ramme fordums styrke og arrangørerne havde sørget for et flot program til de fremmødte. Det hele blev bundet flot sammen af den altid veloplagte Lars bager som var tilbage i rollen som stafettens konferencier.
I børneteltet var der legospil og den frække klovn Alfredo kiggede også forbi med sine sjove tryllerier og ballondyr.
“Jeg hedder Pillerik Krudt Potte” sagde han. “Er det virkelig dit rigtige navn?” spurgte en af poderne lidt skeptisk. “Det kan du tro det er” svarede Alfredo, “I hvert fald i dag. Det lod dog ikke rigtig til, at drengen var overbevist. Men begejstringen hos de mange børn i teltet, var ikke til at tage fejl af.
På scenen var der skiftende musikalsk underholdningen og der var noget for enhver smag. Spillemanen fra Ørsted spillede John Mogensen musik og Moonlight Badgers gav den noget tråd med tung heavy rock musik.
Dan & Koch spillede skøn syng med musik med alt fra Kim Larsen, over Johnny Madsen og til Creedence Clearwater Revival og søndag var der blues på programmet med Old Man and the C.
Mens der var hygge på pladsen særligt hos de store hold fra Hadsten Computer og Hadsten Optik, så var der konstant gang i trave- og løbeturene på de tre ruter på henholdsvis 600, 1200 og 1800 meter og for hver gang deltagerne passerede start faldt der penge af til det gode kamp mod kræften.
For de der havde behov for at smidiggøre bevægeapparatet stillede Trine Hagemann sig atter til rådighed med en gang yoga og det samme gjorde hun for de morgenfriske igen søndag morgen allerede kl. 8.
I pavillonen hos Innerwheel & Rotary hang de iøjnefaldende orange sponsorveste klar på bøjler til at blive grebet og bragt med ud på turene, for her havde velvillige sponsorer valgt at donere yderligere et beløb for hver gang deres logovest passerede start.
Lørdag aften var der auktion med mange gode donationer fra byens butikker og virksomheder. Anytime havde sponseret et flot Festina ur og Søndergades Optik en supersmart sportsbrille fra Adidas mens Matas havde doneret en Armani parfume.
I forsamlingen omkring scenen på pladsen var der også rift om hver af de seks Barbados rom med en tilhørende fribilllet til Musik På toppen 2024 fra Villa Grande. Onlinesynlighed.dk havde doneret hele 6 dansk designede vandtætte bluetooth-højttalere og fra Linnfoss Aps var der en flot cykelrygsæk med tilhørende trendy hjelm og mange andre dejlige donationer. Andre præmier kom fra bl.a. Rema 1000, Lovivo, m.fl. Det hele gik til flotte priser og undertegnede der havde fået lov til atter at være auktionarius kunne slutte med at takke for både de flotte donationer og de flotte bud. Hele secancen gav et fint bidrag til den gode sags tjeneste.
Lørdag aften i takt med at mørket faldt blev der gjort klart til den højtidelige og stemningsfulde lysceremoni og mange havde lagt vejen forbi teltet med lysposer og tegnet og malet på poserne og skrevet små hilsner til deres kære, som ikke er her mere.
Arrangørerne havde i år fået fat i den lokale sanglærke Malene Ginge, som med sin krystalklare stemme sang for i “Du som har tændt millioner af stjerner” og herefter bl.a. bragte os igennem Lyse nætter og den smukke Fabricius Bjerre melodi Norwegian Sunset. Det var en dejlig og sjælfuld oplevelse.
Anders Bonde holdt en flot lystale inden deltagerne igen begav sin ud på ruten, hvor lysposerne blev placeret langs ruten og på den måde blev til en smuk lysvejviser.
Til midnat var der traditonen tro Midnatsbanko, hvor deltagerne heri kunne nyde godt af de mange flotte præmier skænket af lokale opbakkende butikker og virksomheder.
Søndag bragte arrangørerne et nyt tiltag på banen med Skattejagt og det blev et tilløbsstykke. Med hele 15 hold myldrede ca. 40 børn rundt i omrdet med deres forældre.
Det hele sluttede af søndag kl. 11.00 og den sidste tur fandt sted i smuk solskin.
Arrangørerne var godt tilfredse. Der var i år mere end 100 deltagere end sidste år og næstformand Peter Kjærgaard kunne i sin afslutningstale meddele, at der også bliver Stafet for Livet i 2024.
Lad os håbe at opbakningen fortsætter og at endnu flere hold får lyst til at bakke op om den gode sag. Stafet for Livet er meget andet en motion. Det er også fællesskab, underholdning og dejlige oplevelser.
En stor tak til arrangørerne for et meget velgennemført program.