Siden 2009 har Finn Mogensen været et fast element i Hadsten Motion, men til juni er det slut. Her lukker han nemlig sin lille klinik, Mogensen Massage, i motionscenteret.
Finn Mogensen åbnede sin klinik tilbage i 2009, da Hadsten Motion flyttede fra Thomsensvej og op til Over Hadsten Vej, og det var lidt ved en tilfældighed, at det endte med en klinik lige netop der.
“Jeg gik og hjalp Knud, der dengang stod for centeret med at gøre klar i de gamle lokaler ved Carlo Gavazzi, til indflytningen af Hadsten Motion, og så var der et rum, hvor jeg sagde til Knud, at det var da helt oplagt til mig, og den var han heldigvis med på. Så da det nye center åbnede i april 2009, åbnede jeg min klinik, og da der så igen var flyttedag nogle år senere, herned i Sundhedshuset, så fik jeg lov til at komme med”, fortæller Finn til ByensNyt.
Finn arbejdede i mange år på Trelleborgfabrikken, som i dag blandt andet huser Løbeshop, Loop og mange andre virksomheder, og da fabrikken lukkede på grund af udflytning til Polen, så tog Finn en uddannelse som massør. Han nåede dog aldrig at gå fuldtid som massør, fordi en god bekendt, der var ansat på Møllegården, foreslog Finn at blive vikar på plejehjemmet.
Det viste sig at være et godt forslag, selvom Finn var lidt skeptisk, fordi efter første vagt på Møllegården var han solgt, og har været ansat der indtil for få år siden, hvor han sammen med hans kone, flyttede til Silkeborg. Og det med Silkeborg er faktisk også forklaringen på, hvorfor Finn nu stopper som massør i Hadsten.
“Det er lidt specielt og også vemodigt, at stoppe efter 16 år i Hadsten Motion, men nu, hvor jeg er bosat i Silkeborg, så er det blevet lidt mere omstændigt og jeg kan også godt mærke, at det fysisk slider mere nu, end da jeg startede. Da jeg boede i Hadsten var det let at få passet massagen ind med jobbet på Møllegården, og det var nemt lige at gå herned. Nu er jeg her onsdag og torsdag i flere timer for ikke at køre for meget frem og tilbage, og jeg kan godt mærke, at de dage er blevet for lange”, siger Finn og tilføjer:
“Flere af mine kunder har jeg haft i alle 16 år, så det er da lidt specielt at have taget beslutningen, og lige nu er der da mange følelser i spil. Jeg slipper ikke Hadsten helt, fordi jeg har jo stadig mange gode venner her som skal besøges, men den daglige kontakt stopper og det skal jeg nok lige vænne mig til. Omvendt er jeg og min kone enormt glade for at bo i Silkeborg, hvor vores to sønner og deres familier også bor, samtidig med at vi har fundet nogle gode jobs i byen. Så selv om det er vemodigt, så er det også det helt rigtige at stoppe. Jeg har været glad for tiden som massør, og kommer helt sikkert til at savne mine kunder, men det føles som den rigtige beslutning”, kommer det smilende fra Finn.
Finn fortæller, at har man klippekort eller gavekort liggende, så skal man huske at få dem brugt inden slutningen af juni, hvor brikser for sidste gang tages i brug i han lille rum, midt i Hadsten Motion.















