Hvis du selv har prøvet at cykle op ad Søndergadebakken i Hadsten, så ved du, at man godt kan få lyst til at stå af halvvejs for at trække cyklen det sidste stykke.
Men torsdag aften d. 7. august igen skal vi igen se nogle af de aller største danske cykelprofiler drøne op ad Søndergadebakken over 25 gange, når Hadsten Gade Grand Prix løber af stablenfor 27. gang.
Bestyrelsen i Hadsten Sport Event og Kultur, der står bag løbet fortæller, at de fleste tilladelser og aftaler om afviklingen nu er i hus og lige nu pågår drøftelserne med ryttere og cykelhold, så vi igen kan få skabt et flot lineup til årets løb.
I de senere år har det helt store trækplaster Mads Pedersen deltaget i løbet men formand Anders G. Christensen kan ikke røbe om han er i spil til at deltage igen i år.
“Nej lige nu kan jeg ikke offentliggøre navne, men jeg kan da bekræfte, at vi er i dialog med flere world tour profiler og så må tiden vise, hvad vi kan lykkes med.”

Løbet har de senere år år også haft repræsentation af ryttertalenter som siden har slået til på den helt store scene. I 2024 kunne man f.eks. præsentere sprinteren Alexander Salby, der i år kun er overgået af Mads Pedersen og Vingegaard, når det handler om at hente verdensrangslistepoint til Danmark.

En anden komet på vej frem er lokale Anders Foldager, der deltog i Hadsten Gade Grand Prix sidste år og tog andenpladsen lige foran Mads Pedersen og som lige nu er den sjette bedst placerede dansker på Verdensranglisten.

Hvem arrangørerne formår at tegne kontrakt med bliver spændende at se og udover de store profiler vil man som altid søge at få repræsentation fra de største kontinentalhold i landet. Sidste år var stillede både Airtox Carl Ras, Coloquick Cycling og BHS-PL Beton Bornholm med nogle af deres stærkeste ryttere. Det er da også flere gange lykkedes for konti-holdene ikke bare at drille stjernerne men også at køre med om sejren og sidste år var det Daniels Stampe fra BHS-PL Beton Bornholm, der tog førstepladsen, da han slog Foldager og Mads P i spurten.

Igen i år kan du købe billet til Fanzonen, hvor du har god udsigt til målstregen og hvor der serveres mad og drikkevarer. Det fortæller vi mere om senere.
“Vi kan ikke gennemføre et løb så stort, med de profiler som vi plejer at have, uden vores frivillige og vores sponsorer. Dem er vi dybt afhængige af” fortæller Anders G.
Så hvis du ønsker at være sponsor i løbet kan du finde oplysninger herom her.














