26. april 2024

Gadespejlet – Hadsten er mulighedernes by

ByensNyt Gadespejlet januar 2021 af Gregers Petersen

Gennem tiderne er mange taget til Amerika ”Mulighedernes land”. Jeg kan bekræfte at: ”Hadsten er mulighedernes by”

For mig har det altid været en hjertesag, at skabe positive tiltag for Hadsten. Jeg er tredje generations borger af 8370 Hadsten og er ud af en slagterfamilie, der har sat sit præg på 8370 Hadsten gennem 100 år.

Det glæder mig, at mine tre børn også har tilknytning til 8370 Hadsten, mine to døtre Lene og Lisbeth er gift med Hadstenborgere og bor i Hadsten, samt min søn Robert, som driver sin virksomhed ”Guldkyllingen Danmark” fra Hadsten.

Mange er kede af at blive kaldt øgenavne eller kælenavne, det er jeg ikke, man har ved flere lejligheder kaldt mig ”Mr. Hadsten” det er jeg faktisk meget stolt af, grunden hertil er sikkert mange af de positive ting jeg har været medinitiativtager til i Hadsten.

Hadsten Erhvervsråd

Det startede med, at jeg var medinitiativtager, sammen med et par håndfulde aktive erhvervsfolk med forstander Per Tønder, DJH i spidsen, startede Hadsten Erhvervsråd. Valget faldt på mig, som den første formand i 1983. Det var noget usædvanligt, at vælge en slagtermester fra i supermarked, som erhvervsrådsformand, det var ellers sædvanligvis en Bankdirektør eller en advokat, der blev valgt. De første to år som formand, tiltrak vi ca. 40 virksomheder med over 400 arbejdspladser, de fleste etablerede sig på og omkring Toftegårdsvej.

Mange af de ledende medarbejdere i disse nye virksomheder, efterlyste lidt bedre indkøbsmuligheder i det  daværende Hadsten, og der var flere planer om byfornyelse, men en aften til et handelsstandsmøde, hvor vi drøftede mulighederne, lavede jeg en tegning på en serviet af det, der senere blev til Hadsten Centret, og det syntes alle godt om. Så jeg fik rentegnet ideen af vores lokale arkitekt Gunnar Nielsen. Jeg fandt så en mand der kunne skaffe os pengene til opførelsen, som skete i samarbejde med Per Hermansen, Hadsten Bank, Frode Brøgger ejendomshandler, og advokat Bork. Hadsten centret stod klar til indvielse 1986, med et stort 100 år gammel supermarked, bibliotek, pub-natklub og 20 forretninger. Supermarkedet, der gav den store hverdagssøgning af kunder, blev senere solgt til nogen, som for hvem ikke det var en hjertesag at drive forretning i Hadsten, så de lukkede det, og forretningerne i centret fandt andre steder at etablere sig, heldigvis de fleste i Hadsten. Nu er centret omdannet til et smukt sundhedscenter med apoteker Lars Person i spidsen.

Hadsten Centret bygget i 1986

Modelbane Europa

I 1995 kontaktede Lars Toft Hansen sig til mig om, at han havde set på TV2, at et stort modelbane anlæg i Århus var ved lukke ned. ”Skal vi ikke have en turistattraktion i Hadsten?” Jeg kontaktede de tre der stod bag modelbanen og sammen med en håndfuld lokale erhvervsfolk fik vi forhandlet en aftale på plads. Med økonomisk støtte fra erhvervslivet og et lån fra Hadsten Kommune, samt kaution fra Hadsten Handel for de første tre års drift, blev ”Modelbane Europa” søsat. Modelbane Europa åbnede på min gamle fødeadresse Østergade 9, den 1. august 1996, som Nordeuropa største computerstyrede modelbane, så i år har Modelbane Europa 25års jubilæum. Det bliver drevet af ca. 60 frivillige.

Den første folder for Modelbane Europa

Østjysk Iværksættercenter

I min tid som erhvervsrådsformand, havde jeg været med til at starte de første iværksætterkursus i Danmark, og det havde givet mig ideen til, at starte mit eget Hadsten Iværksætter Center i 2000, og jeg fik 100% opbakning fra Hadstens pengeinstitutter, revisorer og advokat, som blev grundlaget for opstarten.

Nabokommunerne Hinnerup, Hammel og Galten, så kort efter succesen, og tilmeldte sig, og nu kom det til at hedde Østjysk Iværksætter Center, med hovedkontor i Hadsten. Der blev leveret en særdeles god vejledning til iværksætterierne, hvor over 8 ud af 10 overlevede de første tre år i Favrskov kommune og i 2012 blev Østjysk Iværksætter Center, kåret til årets Iværksætter Kommune. Favrskov vandt prisen, som årets iværksætterkommune i konkurrence med Esbjerg, København, Sønderborg, Horsens og Vejle Kommune.

Bygninger med stationspræg

I et tidligere Gadespejl, har Mette Marie Bang Nikolajsen givet udtryk for ønsket om, at Favrskov kommune og kommende bygherre i Hadsten Midtby, vil tænke på, at bibeholde stationsby-udtrykket i smuk tegl og gerne med lidt dekorationer. Det er jeg helt enig i, jeg har selv opkøbt tre markante bygninger, som hver i sær har sat deres præg på Hadsten. Alle tre bygninger er blevet moderniseret til velfungerende kontorfællesskaber, der nu huser 27 veldrevne virksomheder med ca. 200 arbejdspladser i Hadsten Midtby. Det giver god trafik og aktivitet i Hadsten Midtby.

Stones by the River

I 2015 fik jeg den ide, at Hadsten skulle have noget der symboliserede HadSTEN og som inspiration fra ”Skulptur by the See”, fandt jeg nogle sten-interesserede til at lave ”Stones by the River” i Lilleåparken, og det blev en stor succes i tre år, men businessplanen var ikke god nok. Det var svært at skaffe de nødvendige midler til drive det videre.

Herreværelset

Herreværelset startede jeg i 2019, i samarbejde med Ældre Sagen, et mødested, hvor vi mødes en gang om måneden og hvor jeg har fået gode interessante foredragsholdere i et par timer. Vi startede med et par håndfulde deltagere og da vi på grund af Corona måtte holde pause, var der over 70 deltagere. Vi må håbe vi kan mødes igen.

Alt ovenstående er skabt på frivillig basis, gerne i samarbejde med andre positive Hadsten borgere, og er kun en del af de initiativer jeg har været en del af. Ligeledes har jeg været medlem af mange netværk og foreninger i Hadsten, f. eks. Rotary, Østjysk Business Network, Hadsten Handel, sportsklubber, Talentspejderne m. flere. Mit motto har altid været: Glæd dig selv, ved at glæde andre”

Gregers Petersen er 74 år og ejer af GP Ejendomme, der bl.a. indeholder Banegården, Ågården og det tidligere bibliotek på Egevej 3 og som samlet huser ca. 200 arbejdspladser. Gregers Petersen har gennem mange år sat sig præg på byen og ByensNyt har derfor anmodet ham om i årets første Gadespejl 2021 at fortælle om nogle af de inititiativer han gennem årene har været medvirkende til at søsætte.

Relaterede artikler