19. januar 2025

Hadsten er byen for iværksætteri og et erhvervsliv i vækst

ByensNyt Gadespejlet November 2021 af John Nielsen

Gadespejlet handler for mig om, hvordan jeg ser Hadsten som iværksætter og erhvervsdrivende i byen i mere end 12 år, og hvad jeg ser og oplever, at byen har af muligheder og tilbud i forhold til erhvervslivet og for andre erhvervsledere.

Hadsten er en by med mange netværksmuligheder og tilbud for iværksættere såvel som etablerede virksomheder med vækstambitioner. Men de erhvervsfolk, der er i byen, ønsker ikke kun at skabe vækst for deres egen forretning, de vil også gerne hjælpe med at skabe fremgang for andre virksomheder.

Stærkt iværksættermiljø der skaber succeshistorier

Hadsten er af mange omtalt som Favrskov kommunes iværksætter-by. Byen har et stærkt iværksættermiljø, der gennem flere år har manifesteret sig særligt i den gamle Banegård, hvor Gregers Petersen, Mr. Hadsten, som han også bliver kaldt, har etableret et succesfuldt iværksætterhus.

Her har der gennem mange år været et helt særligt iværksættermiljø med en kæmpe gejst og en god ånd, som gør, at mange er lykkedes med deres projekter og har fået skabt nogle succesfulde virksomheder. Jeg er selv vokset ud af iværksættermiljøet i Banegården, som har været startskuddet på min rejse som iværksætter, virksomhedsejer og erhvervsleder.

Ambitiøse erhvervsfolk der bakker op om hinanden

OnlineSynlighed.dk
OnlineSynlighed.dk holder til på første sal over Vestjysk Bank

Udover at Hadsten er kendt for sit stærke iværksættermiljø, er byen også base for flere vækstvirksomheder, herunder Webapoteket og Løbeshop, som er nogle af højdespringerne inden for e-handel. Der er dog også mange andre, som har formået at sætte sig selv på kortet på kort tid, herunder blandt andet Byens Nyt.

Hadsten og omegn er således fyldt med erhvervsfolk, der ligesom jeg selv er ambitiøse, og som arbejder ud fra målsætningen om at blive den førende virksomhed inden for hver deres branche i lokalområdet. Det er okay at være ambitiøs og stile efter at have gode placeringer i Google, men det er også okay at have ambitioner om at nå til tops.

Jeg er dog ikke kun ambitiøs på min egen forretnings vegne. Som medlem i Favrskov Erhverv bidrager jeg med mine kompetencer til at skabe en øget eksponering af erhvervslivet og til at understøtte andre iværksættere og virksomheder med at styrke deres forretning.

En by med fokus på at skabe vækst i erhvervslivet

Hos Favrskov Kommune er man også gode til at støtte op om virksomhederne i blandt andet Hadsten og at samarbejde med erhvervslivet. Favrskov Kommune har blandt andet lavet en tilskudspulje, hvor både iværksættere og etablerede virksomheder kan få et økonomisk tilskud til kompetenceløft.

Fortsat udvikling og kompetenceløft er vigtig for virksomheders overlevelse. Derfor har jeg også valgt at støtte op om kompetenceløft-projektet gennem min virksomhed OnlineSynlighed.dk ved at reducere vores honorar i forbindelse med afholdelse af kompetenceløft workshops betydeligt. Det betyder i praksis, at der ikke er nogen egenbetaling for virksomhederne til en kompetenceløft-workshop inden for online markedsføring hos os.

Det giver en god fornemmelse at være med til at gøre en forskel for andre, og at jeg glæder mig over andres fremgang. Det var netop også årsagen til, at jeg startede platformen Favrskov Online under Corona-nedlukningen.

Jeg ville gerne hjælpe i en svær tid, hvor mange af de lokale forretningsdrivende måtte holde lukket. Derfor fandt jeg på idéen med Favrskov Online, der netop kunne hjælpe både de lokale forretninger, spisesteder med en online salgskanal; og byens borgere med at støtte de lokale forretningsdrivende ved at handle lokalt.

Jeg er meget taknemmelig for den store opbakning, som Favrskov Online fik. Man er gode til at hjælpe og bakke hinanden op i byen, men man er også gode til at handle med hinanden. Dét er netop, hvad der gør Hadsten til en helt særlig by at drive virksomhed i, og hvorfor erhvervslivet er i vækst, og mange iværksættere og erhvervsledere opnår succes.

_________________________________

Det er erhvervsmanden John Nielsen, der denne gang har skrevet Gadespejlet på ByensNyt. John Nielsen har drevet virksomhed i Hadsten siden 2010 og er også bagmanden bag en række initiativer i byens og kommunenens erhvervsliv. Da COVID 19 brød ud etablerede han Favrskov Online som en gratis platform for de handlende, hvor de kunne tilbyde deres varer online i den periode, hvor de holdt lukket.

Med virksomheden OnlineSynlighed.dk har han også bakket op om en lang række lokale initiativer som Østjysk Business Network, ByensNyt, Sløjfen og Favrskov Revyen. Han er herudover aktiv i bestyrelsen i Favrskov Erhverv, hvor han med sine kompetente input om IT og online forretning udfordrer mere traditionelle markedstilgange. Han driver i dag OnlineSynlighed.dk, Nielco IT og er partner i virksomheden Ulovlig Kopiering samt professionelt bestyrelsesmedlem.

Relaterede artikler