18. april 2024

Hadsten er et hul – et rigtig smørhul

ByensNyt Gadespejlet november 2020 af Esben Hammer

Hadsten er et hul – et rigtig smørhul. Således faldt ordene, da en tidligere formand for Hadsten Handelsstandsforening, Frank Graven Nielsen blev  interviewet til Østjyllands Radio, for mange år siden.

Gyldig er udtalelsen stadig. Vi bor i et smørhul!

I disse dage er det 43 år siden vores familie flyttede til Hadsten.

Det eneste vi faktisk vidste om Hadsten var, at byen var en stationsby ved den jyske længdebane , at byen rummede små 6000 indbyggere, og at der var et ledigt job i byens boghandel.

Men hurtigt blev vi indfanget af byens puls, og opdagede meget snart, at Hadsten i høj grad adskiller sig fra rækken af mere eller mindre søvnige stationsbyer.

Vi bor i en herlig størrelse by med masser af aktiviteter og en foreningsliste så lang.

En flot samling af erhvervsvirksomheder indenfor mange brancher. Og derfor mange lokale arbejdspladser.

Stadig et godt butiksnet med mange gode specialforretninger.

At Hadsten allerede for mange år siden lagde kimen til den skoleby, vi kender i dag, er én af de årsager, der har været medvirkende til at gøre Hadsten ret så unik. Ikke mange byer af Hadstens størrelse har langt over 1000 unge mennesker under uddannelse på voksenniveau! Hadsten Højskole, Linjeskolen, Favrskov Gymnasium og DJH huser hvert år en lang række elever, der kommer fra nær og fjern.

De mange unge mennesker giver liv og pynter i bybilledet.

Afstanden til Aarhus og Randers har også betydning.

Når unge skal stifte familie og lejligheden i byen bliver for trang, så kigger de udad storbyen. De leder efter de samme kvaliteter, som vi der bor her sætter stor pris på: Masser af fri natur, nærhed, tryghed og derudover undervisning og børnepasning lige rundt om hjørnet. Det har vi i Hadsten. Og så er byggegrunde og huse til at betale.

Ikke sært, at tilflytningen af børnefamilier er stærkt stigende.

Savner man så storbyens kultur- og caféliv, så tager det ikke lang tid med bil, bus eller tog til Aarhus eller Randers. På under 30 minutter er du f.eks. ved Aarhus Teater, Musikhuset eller Værket.  Og ikke at forglemme, 30 minutter efter forestillingen kan vi igen være tilbage i vore fredelige hjemlige omgivelser!

Hadsten bør vi værne om!

Overalt er butiks livet under pres, og hvis ikke vi bakker op omkring de lokale butikker nu, så kan vi meget let opleve en bykerne, som det vi allerede ser mange andre steder. En bykerne hvor alle specialbutikker er væk. Udover en grill, nogle genbrugsbutikker, en dagligvare butik eller to, så er byen død.

Det må ikke ske i Hadsten, og løsningen er ret så simpel!

Hvis vi, hver gang vi skal anskaffe et eller andet, spørger os selv: ”Kan denne vare købes lokalt?”, så køb den lokalt.

Hvis en film kan ses i Hadsten Bio, så se den lokalt.

Hadsten, VORES by fortjener al den opmærksomhed, vi som borgere kan give den.

Ligeledes skal vi huske at deltage i det lokale kulturliv. Hvert år er der en lang række arrangementer: Lilleåmarked og Favrskov Revy, sport, film. foredrag, musik og kunstudstillinger bare for at nævne nogle af de mange tilbud.

Vigtigt er det, at vi også her støtter op omkring de mange gode oplevelser så ildsjælene ikke ”brænder ud”

Intet er stærkere for en by end den sociale sammenhængskraft, og den styrkes, når vi mødes på kryds og tværs, og sammen får gode oplevelser.

Hyggeligt hvis vi mødes derude!

Esben Hammer er tidligere indehaver af Bogcentret i Hadsten som han drev i næsten 40 år frem til 2016. Han er idag medlem af menighedsrådet for Hadsten Storpastorat og har gennem mange år været aktiv i byens erhvervs- og foreningsliv bl.a. som tidligere medlem af Hadsten Banks bestyrelse og som medstifter af Hadsten Modeljernbanefond.

Relaterede artikler