23. oktober 2024

Jeg glæder mig til at se naturen i dagslys igen

Noget af det skønne ved Hadsten er, at byen nærmest er pakket ind i natur. De sidste måneder har naturen dog været pakket ind i regn og gråvejr mellem mørke morgener og mørke aftener.

Nu går vi heldigvis lysere dage i møde. Støt og roligt.

Nøj hvor jeg glæder mig til at traske ud i naturen med familien. Med kogegrej, kaffe, kakao, madpakker og kage i tasken. Den slags skal til for at lokke afkommet med. Det hjælper også på gå-lysten at lade børnene bestemme, hvor vi skal hen.

Nu med lokalguide i lommen

Vi er tilflyttere og brugte vores mindste søn som guide de første år. Han var på tur med Skovbørnehaven hver dag, og viste vej til Lynghøj ved Selling, vilde kælkebakker og gode udsigtspunkter. Nu kan alle få en guide med i lommen med Favrskov Kommunes nye app “Oplev Favrskov”, som jeg opdagede og downloadede i juledagene.

App’en rummer kort og beskrivelser af vandreture, MTB-Ruter, Kulturture, Naturture, P-pladser og overnatningsmuligheder. Planen er at udbygge appen efterhånden, skriver kommunen på facebook.

God ide. Jeg ved, at både Byskoven og Granholt i Hadsten rummer gode gå- og løbeture, som jeg ikke kan se i app’en. Det går nok. De skove kender de fleste i byen vist allerede. Jeg må prøve nogle af de andre ture af. Mit håb er at vi får mange dage med blå himmel, sagte vind og høj sol i januar. De dage vil jeg bruge i naturen. Måske ses vi derude.

Susanne Larsen
Susanne Larsen
Susanne er formand for skolebestyrelsen på Hadsten Skole. Jeg flyttede med familien til Hadsten i 2011 og er vild med at bo her. Jeg blander mig i meget og har lært mange i byen at kende. Især folk der pendler med tog til Viborg. Jeg har en fortid som journalist og arbejder som kommunikationsrådgiver.

Relaterede artikler