26. april 2025

Kultur er det der binder os sammen

Gadespejlet 1. december 2023 ByensNyt af Trine Valentin Sølgaard, leder af Kulturhuset Sløjfen, Hadsten .

Denne artikel markerer mit snarlige 1 års jubilæum i byen, da jeg startede som leder af Hadsten Kulturhus Sløjfen d. 1/1-2023. Det har været et år, hvor der er sket meget i huset og et år, hvor vi har sået nogle frø, som vi kan høste fra i årene der kommer. Det vil jeg benytte denne lejlighed til at fortælle lidt om.

Sløjfen er næsten en sanselig oplevelse

Grundlæggende synes jeg, at Sløjfen er et rigtig dejligt hus at komme i og jeg nyder at mærke hvordan der er liv i huset fra morgen til aften – de fleste dage. Nu hvor Skafferiet er flyttet ind i huset, er det næsten også en sanselig oplevelse, da der flere gange om dagen strømmer dufte ud af husets hjerte – spisestuen – fra alle verdens hjørner. Og det er netop lige det vi gerne vil – vi vil gerne bringe alle verdens hjørner ind i huset både i form af mad og drikke, litteratur, musik, debatter, foredrag og samtalesaloner. Men vi vil faktisk også mere end det.

Trine Valentin Sølgaard holder tale ved åbningen af det nye køken i Sløjfen i november 2023

Man siger at ’kultur’ er det, der binder os sammen og dét der skaber vores fælles fortælling – Og det er netop visionen og den røde tråd i vores arbejde med at udvikle Sløjfen som kulturhus- at vi vil binde os sammen – og dermed betyde noget værdifuldt for jer – vores borgerne og være et naturligt omdrejningspunkt i jeres hverdag.

Kulturhuset er et fristed

I et ikke så fjernt fremtidsperspektiv ser vi, at de kommunale kulturhuse kommer til at spille en endnu vigtigere rolle for vores borgere, end vi gør i dag. I Kommunernes Landsforening omtaler man de kommunale kulturhuse og biblioteker som de bløde og ufarlige institutioner, som borgerne nemt og trygt kan benytte sig af og ikke kun for at låne bøger, gå til koncerter, foredrag eller andet. Husene skal i højere grad kunne dække og servicere en lang række af sociale dagsordener. Og det synes vi faktisk er spændende og inspirerende. For hvordan kan vi være med til at spille en relevant rolle i forhold til de mange og store samfundsudfordringer som vi står midt i: Ensomheden, der har bredt sig under corona-nedlukningen, mistrivslen blandt børn og unge der er stigende, vores informationssamfund der flyder over med “fake news”, og behovet for kompetencer til at begå sig i en digital verden, der kun er blevet større.

Kulturhuset Sløjfen. Foto: Peter Winding

Her tænker vi, at kommunens kulturhuse og Sløjfen i særdeleshed kan være det fristed, det mødested, derfra vi forstår verden samt være den berøringsflade til kommunen og andre myndigheder, der er behov for.

Som institution har vi forudsætningerne for at understøtte det lokale kulturelle medborgerskab og demokrati og derfor siger vi, at vi gerne vil være jeres anden dagligstue. Dagligstue – som metafor for at være en del af jeres nære liv, jeres tætte referenceramme, jeres hyggelige tilflugtssted og omsorgsfulde havn. Vi vil facilitere fællesskaber for alle aldre, så man føler at man hører til i vores komplekse verden og føler sig værdifuld.

Så vi håber, at I også er klar til at gribe os og alle de initiativer vi har i støbeskeen. For vi har brug for jer til komme fra land og for alvor sætte denne bevægelse i gang og kunne blive ved med at nære den over de kommende år. Vi glæder os til rejsen!                                                                                                         Trine Valentin Sølgaard


Trine Valentin Sølgaard har været leder af Kulturhuset Sløjfen siden 1. januar i år og er uddannet kaospilot. Hun e endvidere certificeret coach i ledelsesbaseret coaching og har derudover en diplomuddannelse i kulturledelse. Hun har tidligere arbejdet som producent inden for scenekunst, for Silkeborg River Boat Festival og Silkeborg Regatta.

Relaterede artikler