18. maj 2025

Mindestenen ved Kollerup Gods

ByensNyt har indgået et samarbejde med Michael Jensen, Colea Consult som fra tid til anden skriver et indlæg under titlen; ”Værd at tænke over”.

Af Michael Jensen, Colea Consult

Hvis du går til højre ad grusvejen i den østlige ende af Østergade, lige efter Gordonhaven, mod Kollerup Gods, kommer du til en lille lund, hvor der er placeret en mindesten med teksten

A. D. 1645
Kom slægten Mark
til Jylland fra Halland
Til minde herom rejste
Harald Mark til Kollerup
denne sten 1945.”

Jeg synes, at denne sten er interessant af flere årsager. Først og fremmest fordi det stadig er efterkommerne af den hallandske slægt, der ejer godset.

Grusstien ned mod Mindestenen

Dernæst fordi det får mig til at tænke på en af de første bøger om ledelse jeg læste, som er skrevet af den amerikanske CEO Max de Pree. Bogen hedder Leadership is an Art (Lederskab er en kunst).

I den udruller Max de Pree, på sin egen meget uteoretiske måde, hvad han synes kendetegner godt lederskab.

Her skriver han bl.a., at den gode leder er meget ydmyg over for det ansvar han eller hun har fået i og med sin ledergerning og at denne ydmyghed bør være præget af en bevidsthed om, at lederskabet kun er til låns og at der hertil hører at kunne forvalte det som en arv, hvis indhold en dag skal gives videre i mindst samme forfatning som det blev modtaget i sin tid.

En arv vi kan give videre, er følelsen af at være en del af et fællesskab, hvilket er meget vigtigt for os mennesker. Allerede Aristoteles (384 – 322 fvt.) betegnede mennesket som et zoon politikon, et socialt dyr og netop fordi vi er et socialt dyr er viljen til fællesskab vigtige for os.

Og derfor er noget af det jeg nyder ved mine gåture i Hadsten, det at vi altid hilser, når vi går forbi hinanden – det sker f.eks. ikke i større byer som Aarhus eller Randers, så lad os give den arv videre, at vi bevarer den fælles hilsen i Hadsten.

Mangt og meget kan siges om, hvordan vi mennesker helt generelt har behandlet den arv vi har fået overdraget og alle tal peger på, at vi siden industrialiseringen tog fart for alvor med øget brug af specielt fossile brændstoffer, så har gjort kraftigt indhug i den.

Jeg skal nok lade være med at bruge spalteplads her på at moralisere på andres vegne, men blot opfordre til, at vi hver især lader os inspirere til at bidrage til, at der er noget at videregive til senere slægter. Måske vil én af vores efterkommere så en dag rejse en sten for en af os.

Det synes jeg er værd at tænke over.


Michael er uddannet cand. Mag i filosofi fra Aarhus Universitet, han er selvstændig i virksomheden Colea Consult, hvor han rådgiver virksomheder om strategi, kulturforankring og ledelse ligesom han årligt afholder ca. 50 foredrag, der også alle har en filosofisk kant.

Michael har været bosat i Favrskov Kommune siden, 1999, først i Laurbjerg og siden 2006 i Hadsten. Michaels indlæg vil centrere sig om livet i al almindelighed, og for så vidt som ledelse ind i mellem overlapper dette, kan der også forekomme indlæg med denne slagside, dog vil indlæggene primært have en filosofisk vinkel med fokus på relevante eksistentielle spørgsmål, svarene forventes du selv at finde.

Relaterede artikler