5. december 2022

Verdens hårdeste gadeløb

ByensNyt Gadespejlet Juni 2022 af Byrådsmedlem Simon Buus Olsen

Efter 2 års Corona-pause vender Hadsten Gade Grandprix tilbage til August. Igennem tiden har man trukket over 250.000 tilskuere til gadeløbet med den ikoniske Søndergade-bakke som samlingspunkt.

Mest mindeværdigt må være, da Bjarne Riis, Lance Armstrong og Chris Froome kom til Hadsten iført den gule trøje som markering af at de netop havde vundet Tour de France. Men også Robbie McEwen i den grønne pointtrøje og Michael Rasmussen i den prikkede bjergtrøje har været forbi Hadsten’s ikoniske gadecykelløb.

Hadsten Gade Grandprix er kendt i cykelfeltet, bl.a. via et par sjove og skæve historier fra tidens løb. I 2018 vandt Michael Valgren Omloop Het Neiuwsblad og Amstel Gold Race, mens han kørte vanvittig stærkt i Tour de France. Alligevel var den ene time + 5 omgange op og ned af Søndergade-bakken, der hvor han i gennemsnit kørte de absolut højeste watt-tal hele det år.

Da Lance Armstrong skulle til Hadsten i 2003 trillede han forbi Tyler Hamilton i Tour de France-feltet for lige at høre ham ad, hvad det var for et gadeløb han havde skrevet kontrakt med kort efter Touren var slut. Tyler Hamilton , der året forinden havde vundet løbet, får så fortalt Armstrong at bare rolig, det er helt fladt og han kunne trille rundt og vise sig lidt frem. Det har Armstrong sidenhen fortalt var en meget dårlig joke som Hamilton fik ham forvildet til at tro på, da Hadsten Gade Grandprix var noget af det mest modbydelige han havde prøvet at køre.

Sidste år i en Mads Würtz’ podcast ”Rytterjargon”, havde han besøg af Chris Froome og her kommer de bl.a. ind på hans besøg i Hadsten i 2015 kort efter hans 2. Tour de France sejr. ”Without a doubt, the hardest Criterium in the world”, kaldte Froome det. Naturligvis pga. de 400 meter med 7 % stigning som man kører op og ned af, men også med de unge amatører og neo-professionelle, samt danske semi-proffer, som vil ud at vise sig frem mod de største og derfor kører som vanvittige fra start og det skaber det han kaldte verdens hårdeste gadeløb.

Hadsten Gade Grandprix er noget, som jeg kan huske helt fra jeg var barn. Jeg var ramt af cykelfeberen hver sommer, i den ”gylde æra” med Riis, Skibby, Hamburger, Sørensen, Holm og så fremdeles, som skabte nogle enorme resultater i 90’erne. Jeg ville være cykelrytter og kørte rundt i Hadbjerg på cykel og legede, at jeg kørte op af Alpe D’Huez. Jeg husker lige efter Riis havde vundet på Huatacam og kyssede pegefingrene og viste dem op mod himlen, at det gjorde jeg også på toppen af Smedebakken i Hadbjerg – og i samme moment kom to piger fra min klasse gående forbi og grinte. Siden blev jeg kaldt ”Bjarne Riis” i flere år efterfølgende i min klasse, fordi jeg drømte mig ned til Tour de France og køre sammen med Riis op ad bjergene, når jeg kørte rundt i Hadbjerg og omegn.

Bjarne Riis skriver autograf til Simon Buus Olsen

Derfor var det også utrolig stort for mig hvert år, når Hadsten Gade Grandprix skulle afvikles. Helt shinet op i cykeltøj tog jeg afsted med min mor og far, for jeg skulle ned og se stjernerne køre og forhåbentligt få en autograf og et billede bagefter. Jeg husker alt fra de gange vi var til gadeløbet, også efter løbet var slut. Det var som en folkefest i Hadsten midtby, hvor alle de mange tilskuere vandrede ned igennem gågaden og hyggede sig, inden man sluttede oppe ved Hadsten Bank som gav gratis fadøl og sodavand til alle.
Den stemning der var igennem byen, kan jeg stadig huske den dag i dag – og det er det vi skal have skabt igen i Hadsten.

For at kunne videreføre gadeløbet i Hadsten har vi skabt en forening bag, Hadsten Sport, Event og Kultur. Formålet med denne er flere ting. Først og fremmest at skabe et cykelløb og et fortsat stort varemærke for Hadsten og Favrskov. En lokal forankret forening bag, vil have muligheden for at skabe et bæredygtigt fundament langt ud i fremtiden. Hammel Cykelklub prøvede og gjorde rigtig meget for det, men der er bare forskel på om Hammel Cykelklub står som arrangør eller som samarbejdspartner til en lokal forankret forening i Hadsten, som det nu bliver i stedet.

Vi mærker allerede nu en enorm opbakning fra det lokale handelsliv, foreningsliv og erhvervsliv. Det er godt, og vi skal have flere med. For Hadsten Gade Grandprix er et stort brand for byen og for kommunen. Da vi sendte pressemeddelelse ud blev vi kontaktet af BT, EB, DR og mange andre. Hvor mange andre positive stærke historier om events og arrangementer, rammer nationale medier om Hadsten/Favrskov som gadeløbet har gjort i så mange år efterhånden?
Den PR-værdi, det har for vores område, kan der ikke sættes en høj nok pris på for markedsføringen af vores del af Danmark.

Jesper Tikiøb interviewer Jacob Fuglsang

Men også for dem, der bor her er det vigtigt. Det her er et nationelt eventbrand, som vi kan være stolte af og som samler os som by. At gå op ad Søndergade-bakken på løbsdagen og se alle haverne ud til bakken, hvor alle holder fest og har inviteret venner og familie. Den vækst Hadsten har været i befolkningsmæssigt og få vist alle vores nye beboere i denne dejlige by, at det her er noget vi kan være stolte af som by og som område.


Den samhørighed og det fællesskab som det skaber, også selvom man måske slet ikke er interesseret i cykelsport eller sport generelt, så kommer rigtig mange og ser cykelløbet, hører om det under Tour de France dækningen, læser om det online eller hører om det til en familiefest, og man kan sidde med en følelse af stolthed over at det er min by, min kommune, mit område der står for ”Verdens hårdeste gadeløb”.

Jeg glæder mig til at vi igen skal skabe flyvehøjde under Hadsten Gade Grandprix og over de kommende år få verdensstjerner til lille Hadsten igen, og hvem ved – måske vi en dag har Jonas Vingegaard i gult som vinder af Tour de France i en revanche fra netop Touren imod Tadej Pogacar i en fight op ad Søndergade-bakken foran 10-15-20.000 tilskuere der efterfølgende skaber en folkefest i midtbyen.

____________________________________

Månedens gadespejlsskribent er Simon Buus Olsen, medlem af Favrskov Kommunalbestyrelse og endvidere ansat som Salgs- & Eventchef i Hadsten Håndbold, samt i Hadsten Kultur- & Idrætscenter. Herudover er han arrangør af bl.a. Familiemessen, Comedy Night, Børneløbet, Foredrag m. Daniel Rye, Kim Larsen Tribute Night, m.m. hvor overskud går til foreningslivet i Hadsten. Som byrådsmedlem er han medlem af Kultur og Fritidsudvalget, formand for Landsbyrådet og medlem af Folkeoplysningsudvalget. Senest er han blevet aktiv i den helt nye forening: Hadsten Event, sport og Kultur, der bl.a. skal stå for afviklingen af Hadsten Gadegrandprix.

Relaterede artikler