13. januar 2025

Gammelgaards Køkken glad for lokal opbakning

Skolerne er fra i dag af officielt lukket, og dermed er der også lukket ned for Gammelgaards Køkken, der står for boderne på Østervangskolen og Hadbjerg Skole.

Gammelgaards Køkken leverer også mad ud af huset, og er, lige som alle andre i branchen, hårdt ramt. Derfor besluttede man sig for, at lave en takeaway menu til tirsdag, onsdag og torsdag, som for alle tre dage koster 110 kroner per person.

Det tilbud blev så stor en succes, at de i går aftes kunne melde alt udsolgt. ByensNyt.dk talte tidligere i dag med Tanja, der er den ene af de to ejere. Hendes mand, Danny, var i fuld sving i køkkenet, så maden kan blive klar til levering i morgen.

“Det var lidt i desperation, at vi forsøgte os med dette tiltag, men folk har virkelig taget godt i mod det, og derfor kunne vi ret hurtigt melde udsolgt. Det havde vi slet ikke forestillet os, så det er vi bare rigtigt glade for”, lyder det fra Tanja der tilføjer:

“Det her dækker jo ikke alt, men det er bestemt noget der kan mærkes”

Ordrebogen er for en stund blevet helt tom, og Gammelgaards Køkken håber derfor, at deres takeaway kan køre videre, men også, at der kommer økonomisk hjælp fra regeringens side.

“Vi har fået alt aflyst, så det har virkelig ramt os hårdt. Jeg håber vi kan fortsætte med takeaway, men vi melder først noget ud senere på ugen, når vi har overblik over, om regeringen vil tillade denne del fremadrettet. Ellers lukker vi selvfølgelig ned for tiltaget igen. Der ud over håber vi meget på, at der kommer en eller anden form for hjælpepakke, der kan afbøde lidt, fordi lige nu taber vi mange penge”, konstaterer hun.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler