5. november 2024

Glade højskoleelever ankommet til Hadsten

15. marts var en glædens dag på Hadsten Højskole, da de igen kunne få lov at slå dørene op for et nyt elevhold. Mere end to måneder efter den forventede start, kunne højskolen endnu en gang åbne. Til stor glæde for de godt håbefulde 90 elever, der siden januar har glædet sig til at komme på højskole. 

Sidst på eftermiddagen rullede de første biler med forventningsfulde unge mennesker ind på gårdspladsen, klar til at tage hul på et længe ventet højskoleophold. Ved indgangen stod Falck klar til igen at teste alle eleverne, inden de satte fødderne inde for dørene. Heldigvis var samtlige svar negative og alle kunne bære deres tasker på værelserne og vinke farvel til forældre, kærester og søskende. 

Herefter var der mulighed for at eleverne kunne lære deres nye værelseskammerater og naboer bedre at kende. Endeligt blev de nye beboere sat grundigt ind i de restriktioner, der er en nødvendighed for at hverdagen kan fungere.

Foran de unge mennesker ligger nu tre måneders højskole, inden opholdet igen slutter den 19. juni.

Relaterede artikler