18. april 2025

God stemning til årets julefest

Virksomhederne i Banegården ankom standsmæssigt i limousine til Vestjysk Bank Arena, som i aftes dannede rammen for årets julefrokost.

Hadsten Håndbold, HSK Fodbold og Hadsten Hawks, som var arrangør, havde med enkle virkemidler gjort den nye hal til et hyggeligt julefestlokale og med den traditionelle julefrokostbuffet, en bar med et godt udvalg og hurtig betjening og ikke mindst et veloplagt orkester, så var alle ingredienserne til stede til en god fest.

Banegårdens virksomheder havde slået sig sammen om en limousine – der kunne køre i pendulfart mellem Banegården og Hallen, indtil alle var ankommet, så festen kunne skydes i gang. “Ja”, sagde Tina Bruun fra TB Support i Banegården; “Vi skal da have noget sjov, sådan en aften og vi var enige om, at vi ikke bare ville nøjes med en fælles taxa og så kom vi på ideen med en limousine og den var alle med på.” Banegårdens virksomheder har et godt sammenhold og havde inden festen afholdt fredagsbar med en fyraftensøl og nogle sjove quizzer.

Mercuryband med den lokale Niels Martin Thomsen på keyboard og sang fik med deres glade festmusik gæsterne på dansegulvet straks efter risalamanden og de spillede det ene syng-med nummer efter det andet og skabte en supergod stemning til festen.

Og med 130 glade gæster er der lagt grobund for en tradition, hvor alle de mindre virksomheder i Hadsten og omegn har en fantastisk mulighed for at møde hinanden til en lokal julefrokost.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler