Torsdag den 5. juni åbnes porten til Kollerup endnu en gang for at markere en af årets smukkeste traditioner – Grundlovsdag.
Dagen byder ikke blot på en fejring af selve Grundloven, men også på et fokus på fællesskab, eftertanke og det nære demokrati. Det sker med både inspirerende ord og musikalske indslag.
Operasanger Jesper Brun-Jensen, der i årtier har været en del af Den Jyske Opera, optræder sammen med sin søn, Hans Christian Brun-Jensen. Den unge sanger er allerede i gang med at opbygge en imponerende karriere, blandt andet med Wagner på repertoiret, og han studerer aktuelt på Det Jyske Musikkonservatorium. Sammen præsenterer de et musikprogram, der spænder fra Mozart til Benny Andersen.

I løbet af eftermiddagen vil flere stemmer bidrage med refleksioner over dagen og det danske demokrati. Tidligere minister Bendt Bendtsen holder årets grundlovstale, mens også borgmester Lars Storgaard og Niels Christian Selchau-Mark vil dele deres tanker.

“Selvom der ikke er telte eller tivoli, byder arrangementet på en park i fuldt flor, mulighed for at købe pølser og drikkevarer – og gratis is til børnene. Desuden kan man gå en tur ad de åbne stier gennem den smukke herregårdspark”, lyder det fra Det Konservative Folkeparti i Favrskov, som arrangerer grundlovsmødet.
Programmet begynder klokken 13.00, men allerede fra klokken 12.00 er porten åben, og pølsevognen klar.
Arrangementet er åbent for alle.














