8. november 2025

Gymnaster sluttede sæsonen af med opvisning ved Møllegården

Igen i år gav Hadsten Idrætskreds en lille gymnastikopvisning for Møllegårdens beboere, og i modsætning til sidste år, hvor det både var koldt og regnvejr, så viste vejrguderne sig fra sin bedste side i lørdags.

Der var stor opbakning, både fra beboerne på Møllegården samt forældre til gymnasterne, da et hold fra Hadsten Idrætskreds gav opvisning foran Møllegården i Hadsten i lørdags.

Vejret var noget nær perfekt, og det var tydeligt at beboerne på Møllegården, nød den fine opvisning der varede godt tyve minutter og det gode vejr. Jane Mortensen, aktivitetsmedarbejder på Møllegården glædede sig over, at gymnasterne lagde vejen forbi til opvisningen lørdag formiddag, som et fint afbræk i hverdagen.

“Det betyder rigtigt meget for beboerne, at der sker noget som dette, og det er noget de ser frem til. Børn og unge mennesker kan noget helt særligt i forhold til vores beboere, og vi nyder disse oplevelser i høj grad”, fortæller Jane til ByensNyts udsendte, og tilføjer, at børn fra Børnehuset Vesterskovvej og dagplejebørn fra byens dagplejere har deres gang i huset, blandt andet til fællessang, flere gange om måneden.

Formand for Hadsten Idrætskreds, Kathrine Bloch, der var med som instruktør i lørdags, glædede sig over, at det igen i år var muligt at gæste Møllegården, som en form for sæsonafslutning på en god og lang sæson.

“At få lov at slutte sommersæsonen af med en opvisning på det lokale plejehjem er en fornøjelse! Gymnasterne har virkelig glædet sig – og man kan også se at de virkelig nyder det. Vi har taget dele af opvisningsprogrammet fra gymnastikopvisningen i marts med, men skiftet musikken ud på klassikere som “vi maler byen rød” og “hallo hallo”- hvilket har skabt en sjov snak om telefonbokse og fastnettelefoner”, lyder det fra Kathrine Bloch.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler