Frem til den 17. december, udstiller Hadsten Billedskole i Sundhedshuset i Østergade, og i går kom de mange flotte værker op i den store hall, som er “hjertet” i Sundhedshuset.
Der har været en masse børn i gang rundt på skolerne i Hadsten, og går man forbi Sundhedshuset og kigger på de flotte værker, så kan man jo passende tage den lille guide med, som Hadsten Billedskole har lavet til de forskellige udstillede ting, og som vi bringer herunder.
Lanterner
Børnene har lavet disse lanterner ud af afbarket pil, bagepapir, malertape, en dåse og vævklæber. Skelettet blev bygget først, hvor der var rig mulighed for at lave sjove detaljer f eks øjne og mærkelige udvækster. Alle lanterner er bygget op på enten en rund eller firkantet bund. Den sidste fase var at sætte papiret på, der blev glattet og lagt tæt omkring pileskelettet. Når lanternerne tændes, ser man tydeligt de mange lag papir, der ligner en mosaik af lys og skygge.
Små lampeskærme
Børnene på Bavnehøjskolen har arbejdet med at bygge mønstre. De har taget udgangspunkt i en simpel form og gentaget denne på vidt forskellige måder. Nogle har vendt den på hovedet, lagt den i rækker eller brugt forskellige måder at fremhæve formen på. Øvelsen var at se hvordan man kan bruge en krussedulle til de vildeste mønstre.
Lyskæder
Børnene har arbejdet med farveskalaen lilla, blå og grøn. De har haft mange forskellige metoder at vælge imellem ift hvordan de gerne ville dekorere lyskæderne. Nogle har snoet metaltråd rundt om pærerne, andre har tegnet på bordtennisbolde og lavet huller i disse og nogle har snoet garn omkring boldene.
Billederne
Børnene har arbejdet med Anna Ancher og studeret hendes måde at male lys på. De har prøvet hvordan man kan tegne lys på et sort stykke papir samt fundet ud af at lys ikke altid har den samme farve. Noget lys kan være mere hvidt end andet. De har arbejdet koncentreret med at blande farver og malet på en ny måde hvor intet er ensfarvet og målet er at det ikke skal være ”pænt.” Billederne er en parafrase over Anna Anchers billede af ”Pigen i den blå stue” og møblerne og interiøret er noget der passer ind i børnenes nutid.