Man kan måske ikke helt mærke det på temperaturen endnu, men det er faktisk officielt sommer, og det markerer Hadsten Handel med stort arrangement på onsdag.
Den 4. juni bliver der gang i Søndergade i Hadsten, når Hadsten Handel inviterer til Summer by Night. Her holder butikkerne åbent helt frem til klokken 21 med gode tilbud, mens der ude i Søndergade er masser af aktivitet. Festlighederne starter klokken 17 og butikkerne lukker og slukker klokken 21. Husk, at det er Grundlovsdag dagen efter, så det er for de flestes vedkommende også fridag.
Gaden bliver fyldt med smagsoplevelser, blandt andet fra et stort udekøkken, hvor kokke laver mad over bål, både til børn og voksne. Der ud over kommer der en stor ølbil fra Husbryggeriet Jacobsen der byder på smagsprøver og gode tilbud, mens Kvickly Hadsten og Skjold Burne giver deres bud på sommerens vine. Olivias Køkken giver smagsprøver på lækkerier fra deres køkken og sælger samtidig frisksmurte sandwich, mens der er sprøde popcorn hos Hadsten Optik og Slush Ice hos EDC Huset Hadsten.
Så der er lagt op til en festlig start på sommeren, og vejrudsigten lover solskin og 18 grader, så det dufter da lidt af sommer.













