19. januar 2026

Hadsten Handel sørger for festen efter cykelløbet

På torsdag er der endnu engang Hadsten Gade Grand Prix, hvor cykelryttere fra øverste hylde skal tage livtag med den berømte og berygtede Søndergadebakke.

Hadsten Handel, byens handelstandsforening, deltager aktivt i torsdagens store begivenhed, både før og efter løbet.

Som optakt til løbet sørger Kvickly Hadsten for grillede pølser og brød, mens Centralkroen disker op med kølige drikkevarer i Søndergade, hvor der bliver sat borde og bænke op.

“Vi glæder os som altid til cykelløbet, hvor der er stor aktivitet i byen, og det bakker vi naturligvis op om. Sidste år grillede vi pattegris, og i år bliver det så grillpølser og brød vi disker op med som en god optakt til cykelløbet senere på aftenen”, fortæller Mads Sørensen fra Kvickly Hadsten.

Efter løbet fortsætter løjerne i Søndergade, hvor Hadsten Handel byder på øl og vand til blot ti kroner frem til klokken 22, mens gaden spilles op af et liveband, der også spillede sidste år. Byens butikker holder også åbent frem til klokken 22, så der er også mulighed for at gøre en god handel på vej hjem.

“Selvfølgelig er Hadsten Handel aktiv i forhold til Hadsten Gade Grand Prix, som vi også støtter økonomisk med et sponsorat, og efter sidste års succes med “after party”, så gentager vi selvfølgelig i år”, lyder det fra Anne Mette Holm, der er formand for Hadsten Handel og indehaver af Mette Sko og Kop & Kande.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler