17. september 2024

Hadsten Lystfiskeriforening runder 100 år

11. januar rundede Hadsten Lystfiskeriforening 100 år, et jubilæum der ikke for alvor er blevet markeret, grundet Corona-situationen. Fejringen er udskudt til næste år, hvor det forhåbentlig igen er muligt at feste.

Hvis man ikke lige er lystfisker, så er det nok de færreste i Hadsten der har det helt store kendskab til Hadsten Lystfiskeriforening, der altså har rundet hele 100 år. Faktisk er det en af byens største foreninger med godt 400 medlemmer, og de har både klublokaler i Hadsten samt på Bidstrup Gods.

“Vi er en ret aktiv klub, blandt andet med en stor ungdomsafdeling, der mødes hver anden uge, hvor de laver fiskestænger og andet grej samt tager på fisketure sammen. Vi har klublokale ved et firma der hedder Vento i Hadsten, hvor også vores seniorafdeling mødes til kaffe og rundstykker. Der ud over har vi jo en del medlemmer i den arbejdsdygtige alder, og dem ser vi ikke så meget til i klublokalet. De går mere rundt for sig selv ved Lilleåen”, fortæller klubbens formand, John Eistrøm til ByensNyt, inden han fortsætter:

“Der ud over har vi nogle lokaler ved Bidstrup Gods, hvor vi har plads til en 30-40 mand, som vi bruger om sommeren. Det ligger i en af sidebygningerne til godset, så det er ikke noget vi kan varme op om vinteren”

Klubben råder over et forholdsvis stort område, hvorfra de kan fiske, hvilket gør det attraktivt for folk uden for Hadsten at blive medlem af foreningen.

“Vi har godt 25 kilometer, både langs Lilleåen samt tilstødende åer, og så har vi en aftale med Bjerringbro, så vi har et stykke op ad Gudenåen. Man må jo ikke bare fiske, hvor man lige synes, så vi lejer fiskeretten af lodsejerne langs åen, lige som at vi har en ordning med kommunen. Vores medlemmer kommer selvfølgelig for en stor dels vedkommende fra byen, men vi har også medlemmer fra Randers, Aarhus, Silkeborg og resten af Favrskov, da vi er kommunens eneste lystfiskerforening. Jeg fik sågar en opringning for nylig fra en fra København, så jo, vores medlemmer kommer fra mange forskellige steder”

Og hvad er der så egentlig af fisk i Lilleåen?

“Det er primært havørreder som vi fanger, men der er også bækørreder, som er havørreder, der bare ikke gider at svømme ud til havet”, kommer det grinende fra John, der tilføjer at bækørreder dog også ser en smule anderledes ud end havørreder samt at der også er en lille bestand af laks.

Seniorklubben mødes hver 14. dag til socialt samvær. Foto: Hadsten Lystfiskeriforening

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler

1 KOMMENTAR

Comments are closed.