Fredag aften er der Open by Night i Hadsten, og den står både på flotte biler, god musik og en masse gode tilbud.
Hadsten Handel har døbt aftenen “Herrefed fredag”, og der er lagt op til, at det er en aften, hvor det er byens mænd der er i fokus. Fra klokken 18 og til klokken 22 er der flere forskellige aktiviteter, blandt andet en masse veteranbiler samt klassiske biler i Søndergade.
To gange i løbet af aftenen, første gang klokken 18, spiller kopibandet “John Mogensen Live” op til fest, og de går på igen klokken 20-20.45.
Der er gode tilbud og smagsprøver i butikkerne, blandt andet Søndergades optik, der har banket priserne godt ned på solbriller. Hos Bogormen har de smagsprøver på Gin Hazz, mens Skjold Burne både disker op med grillvine og rom.
“Du må hellere skrive, at vi også har rosé, hvis mændene nu skulle have deres fruer med”, lyder det fra Peter i Skjold Burne, på opfordring fra hans kone, da ByensNyt.dk stikker hovedet indenfor i den hyggelige vinbutik.
Stafet For Livet har også meldt deres ankomst, og deler armbånd ud i Søndergade, og så er der også ansigtsmaling til børnene ved EDC. Så der er lagt op til en aften, hvor det mest er til mænd, men hvor der vist er noget for hele familien.