ByensNyt har kontaktet rektor Morten Schytte Caspersen, for at høre lidt om, hvordan man håndterer corona-situationen på Favrskov Gymnasium.
Hvordan gennemføres undervisningen i denne tid, hvor eleverne jo ikke kan møde op på Gymnasiet?
“Undervisningen gennemføres som fjernundervisning eller det, vi også kalder virtuel undervisning. Efter meddelelsen om lukningen af – blandt andet – gymnasierne kom fra Statsministeren d. 11. marts brugte vi lige en enkelt dag på at få det hele sat i system, og allerede fra fredag d. 13. marts har vi så kørt på med fjernundervisning. Det er vigtigt for os, at vi faktisk reelt underviser vores elever og er i kontakt med dem via chats, online-samtaler og videomøder. Vi kører på i det almindelige skema og håber også på den måde at bidrage til noget struktur og nogle sociale kontakter for eleverne i denne periode, hvor rigtigt meget ungdomsliv jo er sat på pause.”
Hvad er den største udfordring ved at gennemføre undervisningen på den måde?
“Den største udfordring er helt klart, at det, man kunne kalde den non-verbale kontakt, er sat ud af spillet. Alle ved nok, at det at Skype med venner eller familie ikke er det samme som at være i stue med dem, og de samme mekanismer er selvfølgelig på spil i forhold til undervisning. Vores dygtige lærere er jo blandt andet dygtige, fordi de er enormt skrappe til at aflæse og bruge de sociale situationer i klasselokalet, i gruppearbejde og så videre, og de kompetencer er naturligt nok sat noget ud af spil i disse dage. Så lærer vi til gengæld så meget andet, og der vokser nye ideer og arbejdsformer frem hele tiden, hvilket lærerne også er gode til at dele og sparre om. Jeg tror også, at der for os alle på gymnasiet og i samfundet som sådan er en udfordring i kraft af vores længsel efter dagligdagen og de uformelle sociale relationer, som vi har i en klasse og på en arbejdsplads. Men vi kører med det, vi har!”
Hvordan tager lærere og elever imod den måde at gennemføre undervisning på?
“Jeg er dybt imponeret. Både over lærerne og eleverne. Engagementet, lysten og viljen til at få det her til at lykkes er enorm. Vi har set en total omstilling på én dag, og det kan kun gennemføres fordi alle kan og vil. Vi er såmænd altid stolte af vores elever på Favrskov Gymnasium, men vi er nok lidt ekstra stolte i disse dage. De gør det flot. Stor ros! Vi ser i disse uge en hel uhørt omfattende evaluering af, hvordan det ser ud med de digitale kompetencer både på Favrskov Gymnasium og i samfundet som sådan. Sidstnævnte skal jeg ikke udtale mig om, men på gymnasiet ser vi, at lærere og elever i samarbejde altså kan få det mest utrolige til at lykkes. Jeg kom om aftenen d. 11 marts med den opfordring til gymnasiet, at vi nu skulle vise, hvad vi er gjort af. Det er vi så ved at vise, og vi er ved at bestå en prøve, som vi slet ikke har haft mulighed for at forberede os på, og det med bravur. Lærere og elever og for den sags skyld forældre og bedsteforældre, som læser med derude, har virkeligt noget at være stolte af. Som en af lærerne har mindet os om i forbindelse med virtuel undervisning, så kommer ”Virtuel” fra fransk virtuel fra middelalderlatin virtualis og henviser til det ‘som ejer en indre kraft eller mulighed.’ Det er da en inspirerende tanke!”
Nu varer det jo ikke længe, før 3. g’erne skal til eksamen. Ved I noget om, hvordan det kommer til at foregå?
“Vi venter med spænding på en melding fra ministeren. Så, nej, endnu ikke. Men vi håber selvfølgelig på, at vi på en eller anden måde, under en eller anden form kan give 3g’erne en ordentlig afslutning og en ordentlig fornemmelse af et ritual og en festlig afslutning. Vi må se. Også her skal vi måske til at tænke nyt, og hvis det er det, der skal til, så gør vi det.”
ByensNyt spørger til sidst: Er der andet der ligger dig på sinde, set i lyset af den samfundsopgave I som gymnasium har?
“Alt det, vi gør på gymnasiet i disse dage, er jo kun et lille element i den store indsats, som vi tilsammen gør i Danmark i disse dage og uger. Men det er samtidig en illustration af, at det, vi gør, spiller en rolle og har en betydning for sammenhængen.”
“I årets musical på Favrskov Gymnasium sluttede forestillingen med en sang skrevet af en af gymnasiets elever, og i den var omkvædet: We’re islands in unity. Den linje er blevet mere relevant, end vi kunne have forestillet os, og den siger både noget om vores ansvar i samfundet lige nu, og noget om de særligt udsatte grupper, som vi alle kæmper for ved at tage ansvar, der hvor vi kan.”