I december sætter ByensNyt og Facebook Hadsten fokus på julen i byens butikker. Nu er vi nået til den 8. december og hos Byens Frisør i Søndergade er der også gjort klar til julen.
“Der skal da lidt julepynt til” griner Bente “og den her troldhasselgren har min datter Wendy pyntet og hængt op” og derudover kan ByensNyts udsendte konstatere, at flere nisser da også har fundet vej til vinduet og til hylder i salonen, så julepynten er synlig fra gaden. December er traditionelt en travl måned for Byens Frisør og i år er ingen undtagelse, snarere tværtimod. “Vi er faktisk booket længere tid frem end vi plejer på det her tidspunkt” siger hun. Normalt er maj, august og december de bedste måneder for Byens Frisør. “I foråret har vi konfirmationerne, i august bryllupperne og i december alle julefrokosterne, hvor folk gerne vil se godt ud” fortæller Bente. “Men det kan da ikke være fordi de render til en hel masse julefrokoster i år” mener hun, “Men ikke desto mindre har vi rigtig travlt. Måske er det fordi, folk synes, at der skal være plads til lidt selvforkælelse i denne her tid og så er det jo dejligt at komme afsted og blive klippet og få sat hår.”
Bente skænker mig en kop kaffe i en flot porcelæns-julekop og jeg kvitterer for, at hun gør lidt ud af det med et flot julestel. “Ja, der skal jo være lidt ekstra her i julen. Og ikke fordi der er noget i vejen med et papkrus, men jeg kan bare godt lide at skænke en kop kaffe i et smukt julestel og så lægge et par af mine hjemmebagte julesmåkager på underkoppen. Og det plejer da også at glide ned” griner hun.
Og det gjorde de da også hos ByensNyts udsendte som nød den dejlige hjemmebag. “Vi plejer at bage den første søndag i advendt og det gjorde vi også i år” lyder det fra Bente” men ellers så nyder jeg, når vi handlende samles for at sætte juletræer op i gaden. Det er bare hyggeligt og så plejer vi at slutte dagen af med en julefrokost. I år var det på grund af corona lidt mere sparsomt, men der var da alligevel indkøbt æbleskiver, sandwich, gløgg og varm chokolade. Og nu var det jo faktisk også bare hundekoldt den aften vi satte træer op. Og ds vi var færdige så så stod vi der småtrippende og frøs på et gadehjørne mens vi drak varm gløgg en kold aften i november. Det er bare sammenhold!”, siger Bente smilende “og det sammenhold gør bare, at man er glad for at være en del af en aktiv handelsby. Jeg kan godt forstå at nogle gik hjem, for det var virkelig koldt, men selv, der nød jeg bare at være der og mon ikke jeg er der igen næste år?” spørger hun med et nik, der bekræfter at det er hun nu nok.