27. juli 2024

Kollerup Enge bliver en perle for hele byen

ByensNyt har haft en snak om året der snart er gået med Jeppe Holm, der driver virksomheden Jeppe Holm Ejendomme og som også er præsident for Hadsten Rotary Klub.

Hvordan har 2021 været for dig og din virksomhed?

“Jeg har i min virksomhed oplevet genåbning af samfundet, hvor det igen blev muligt at udleje erhvervslokaler i Hadsten og det glæder mig. Det vidner om, at der fortsat er vækst og god aktivitet hos flere lokale virksomheder” svarer han.

“Jeg driver dog fortrinsvis boligudlejning og har nu den naturlige udskiftning af lejere til boligerne. Det kan være, når man får behov for større, mindre eller anden type bolig. Jeg har også lejere der skifter bolig men stadig fortsætter med at leje hos mig. Der var i en periode fremvisning med mundbind og sprit, når fremmede skulle ind og se lejemål men det tog de fleste i stiv arm”

“Det har været sværere med renoveringsprojekter i 2021, da nogle materialer har været svære at skaffe og mange håndværkere har haft meget travlt. Det sidste er jo dog positivt”.

Og hvordan har du som præsident i Hadsten Rotary Klub oplevet året?

“I Rotary havde vi i 1. halvår online møder mange gange pga forsamlingsforbud. Det blev ophævet efter sommerferien hvor jeg tiltrådte som præsident. Det var tiltrængt at mødes i netværket igen og medlemmerne bliver ofte i vores lokaler efter møderne for at hygge sig. I Hadsten Rotary Klub har vi været gode til at holde møderne online. Da det så blev muligt med mindre forsamlinger, kunne vi lave små satellit møder, der så var online med hinanden”.

“Og derudover har jeg været glad for, at vi i år har kunnet gennemføre Team Rotarys legandariske cykeltur til Paris. Det var ikke alene godt for de ryttere der har formået at holde dampen oppe gennem næsten to år, men det er også godt fordi vi jo donerer en del af overskuddet til lokale formål og det er altid en glæde for os i Rotary, når vi kan støtte gode lokale aktiviteter, klubber og foreninger”

“Hadsten Rotary Klub er en stærk klub, der kun er kommet styrket gennem nedlukningen. Vi tager forholdsregler i henhold til anbefalinger, så vi fortsat kan mødes så længe det tillades” lyder det fortrøstningsfuldt.

Hvad byder 2022 på?

“Jeg tror den ene af mine boliger skal have nyt tag og hvem ved, måske der kommer endnu en ejendom i porteføljen?” lyder det hemmelighedsfuldt.

“Helt personligt glæder jeg mig til at Kollerup Enge står færdigt. Kollerup Enge bliver simpelthen en perle for hele byen og så håber jeg, at vi kan lave en officiel åbning af vores MTB spor bag Bavnehøjskolen, som flere har knoklet frivilligt med”.

(Jeppe er selv en af de mere aktive frivillige på MTB sporet: Red.)

“Så vil jeg bare ønske alle rigtig glædelig jul og pas på hinanden” slutter Jeppe Holm, der selv fejrer julen med familien i Hadsten “og mon ikke der bliver tid til en jagt eller to mellem jul og nytår?” lyder det mens han vist selv indirekte fik svaret på det spørgsmål.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler