20. august 2022

Kommende gymnasieelever i 8370 skal tænke sig godt om

Regionsrådet vedtog i går at indstille til ministeren, at Favrskov Gymnasium i Hadsten fremover skal optage færre elever end i dag.

Der er for mange STX-pladser i Aarhus i forhold til efterspørgslen. Derfor har gymnasierne i det østjyske fremsendt en løsning til elevfordeling, som hele 13 gymnasier står bag. To af gymnasierne har imidlertid ikke ønsket at bakke op om den fælles løsning, og det har medført, at beslutningen er landet hos regionspolitikerne. Regionsrådet har derfor nu besluttet, at fem Århusgymnasier samt gymnasierne i Skanderborg og Favrskov hver får en klasse færre i det kommende skoleår.

Helt konkret betyder det formentlig kun noget for de unge i 8370, der ikke har Favrskov Gymnasium som første prioritet. Nogle unge har de senere år af faglige eller personlige grunde haft præferencer for et konkret Århus Gymnasium, og så valgt Favrskov Gymnasium som anden prioritet, hvis de nu ikke kom ind på det ønskede gymnasium. Disse elever vil grundet den nye beslutning risikere fremover slet ikke at få hverken første eller anden prioritet. Da Favrskov Gymnasium vil have væsentligt flere ansøgere end dem, der kan optages, så vil eventuelle andenprioriteter, også selv om de bor tæt på gymnasiet, blive fravalgt og få tildelt pladser på andre gymnasier i Århus i stedet for.

Favrskov Gymnasium er i vækst, og meget peger på, at skolen i det kommende skoleår ville kunne have haft en kapacitet på 11 klasser, men nu får gymnasiet kun 9.

Tænk dig godt om, før du angiver prioritet

Derfor er det afgørende, at du som ung tænker dig godt om, når du står over for valg af gymnasium i det kommende skoleår. Før kunne du som elev i 8370 være rimelig sikker på, at du kom på Favrskov Gymnasium, hvis du ikke fik din første prioritet. Den sikkerhed er med den nye beslutning nu væk. Derfor bør du søge Favrskov Gymnasium som første prioritet, hvis du vil væres sikret en plads her.

Bestyrelsen har indgivet høringssvar og også appelleret til en mere hensigtsmæssig fordeling, men indtil videre uden resultat.

Indstillingen i Regionsrådet blev besluttet med 33 for og 8 imod, så det vil nok være svært for ministeren at sidde Regionsrådets anbefaling overhørig.

Jan Erik Elgaard, næstformand, Favrskov Gymnasiums bestyrelse.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler