17. september 2024

Kun få billetter tilbage til sommerens store musikbrag

Der er nu solgt hele 1000 billetter til Villa Grandes sommerkoncert Musik På toppen den 11. juni og der er dermed kun 50 billetter tilbage.

Det betyder, at der formentlig ikke bliver mulighed for at købe billet på dagen, så hvis du vil sikre dig en billet, er det ved at være sidste udkald. “Vi er helt overvældet af den store interesse der har været for koncerten” fortæller Keld Sørensen, da ByensNyt tager en snak med ham om koncerten.

“Men vi er næsten mere overvældet over, hvor mange lokale der har tilbudt deres assistance, så vi kan få det hele til at spille” siger han. “Den lokale herreklub Civic med ledsagere tager sig af vagterne og der er over 30 der har meldt sig som hjælpere efter, at I på ByensNyt skrev, at vi godt kan bruge nogle frivillige.” De tager imod billetter, passer barerne, sætter stole, borde og hegn op og de går i gang flere dage før selve koncerten.

Lars Nonboe fra Byens VVS sørger for byggepladsvand og Steffen Bøge Herlufsen fra Hadsten El har el-vagten. Elektriker Jørgen Sørensen har gennem sine kontakter sørget for hegn og Jeppe Holm fra Jeppe Holm Ejendomme har lovet at hjælpe til med planlægningen af det hele. Og der er meget der skal styr på, når mere end 1000 mennesker skal til koncert på Villa Grande. De skal bl.a. bespises og der har Keld og Charlotte lavet aftale med flere lokale madleverandører. Der kommer en lokal burgerbod og den lokale pølsevogn Pølserakken sælger hotdogs og pølser, Jan Hansen, der bor i Hadsten og som til daglig driver Randers Kød er også en af madleverandørerne. Poul Sørensen fra Kreativ Marketing laver skilte og dem skal der bruges mange af, flere forskellige steder.

“Og så skal de sanitære faciliteter bare spille” siger Keld, “der er ikke noget mere træls, når man er til en fed fest og toiletterne er ulækre. Det kan bare ødelægge det hele. Der må ikke være for lange køer og facilteterne skal være pæne og rene, så det gør vi alt hvad vi kan for at sikre” siger han.

Indenfor sørger Hanne Pedersen, der til daglig er kantineleder på gymnasiet for, at de samlet mere end 50 musikere får god forplejning og hendes mand Steen står for planlægning i barerne. “Derudover har vi allieret os med Kasper Weinrich, der også bor her i Hadsten som har kontakten til alle musikerne og det har været en fornøjelse at arbejde med ham, for han ved alt om, hvad der skal til, for at holde en god koncert.” fortæller Keld, der tydeligt er på toppen over den store lokale opbakning til arrangementet.

________________________________________________________

Musik på toppen finder sted d. 11. juni fra kl. 12 til 23 på Villa Grande og der er med 9 bands lagt op til fed musik hele dagen. DJ Hadsten, med Kelds søn Frederik og hans kammerat Lasse spiller derudover i pauserne.

Der er indgået aftale med følgende bands: Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fra Tøsedrengene, GasBiDua, Bamse Madsen Band, Almost AC/DC, So 90´s, Mercury Band, Lars P Band, Isse og Suburbia.

Skal du have fat i en af de sidste 50 billetter kan du finde dem her: Musik på Toppen.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler