7. december 2025

Lionsklubberne er klar med Irsk Aften i Sløjfen

I mange år har marts måned været lig med Irsk Aften i Sløjfen, og i år er ingen undtagelse. 1. marts er der nemlig igen Irsk Aften på plakaten, hvor Molly Malones kommer og underholder aftenen igennem.

Det er Lions Club i Hadsten, Lions Club Hinnerup samt Dagmarskilde fra Hammel, der arrangerer Irsk Aften i fællesskab, og som altid når det drejer sig om Lions Club, så går overskuddet til velgørende formål.

“Det er efterhånden ved at være mange år, hvor vi har lavet denne irske aften sammen, hvilket jeg synes er lidt unikt, og det plejer at være et brag af en fest, hvilket vi også håber det bliver i år. Vi starter med noget god mad fra Skafferiet, hvorefter Molly Malones spiller op til fest og måske en dans, og går det som det plejer, så bliver det en særdeles festlig aften. Overskuddet går til gode formål i Favrskov, og det er ingen hemmelighed, at jo flere der kommer og jo mere de besøger baren undervejs, jo flere penge kan vi sende mod tiltag der har brug for det”, siger Lars Simonsen på vegne af de tre foreninger i Favrskov.

Normalt laver de tre foreninger deres egne arrangementer, men denne ene gang om året går de sammen om at skabe en folkelig fest, hvor Molly Malones sørger for den gode musik med udgangspunkt i irsk folkemusik.

“Molly Malones kan i den grad lave en fest, og Skafferiet har lovet at lave noget irsk inspireret mad, så jeg kan godt garantere, at det bliver en festlig aften, hvor man er med til at støtte op om det sociale arbejde som vi laver i Lions. Hen over året har vi jo mange forskellige tiltag, hver for sig, så derfor glæder jeg mig over, at vi kan lave denne aften sammen, hvor vi samler alle kræfterne, som efterfølgende kan komme folk i Favrskov til gavn. Det giver et godt sammenhold på tværs af klubberne, og det viser, hvad man kan, når ens netværk er godt og stærkt”.

Billetter til Irsk Aften kan købes via Kulturhus Sløjfens hjemmeside.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler