18. januar 2026

Lørdag drager Carsten afsted mod Paris

Efter mange måneders træning i al slags vejr, er det lørdag morgen tid til afgang for Team Rynkeby Østjylland, og målet venter godt 1200 kilometer forude med ankomst næste lørdag.

På holdet der tæller mere end 50 ryttere og hjælpere, finder man blandt andet Carsten Solberg, som mange nok kender fra Hadsten Hallerne, hvor han er halinspektør og aktiv som holdleder i Hadsten Håndbold.

Han har gennem mange år haft en drøm om at køre med på Team Rynkeby, og han glæder sig i den grad til at komme afsted.

“Engang havde jeg en drøm om, at køre ind i Paris med Tour de France feltet, og når det nu ikke kunne lade sig gøre, så er det her et ganske godt alternativ”, kommer det smilende fra Carsten, der fortsætter:

“Det bliver fantastisk at komme afsted, og jeg synes formen er som den skal være, så jeg glæder mig til at køre mod Paris, samtidig med at jeg også er spændt. Første etape er godt 190 kilometer, og så er det lidt blandet resten af turen, hvor den længste etape er på godt 220 kilometer og den korteste er på godt 100. Det kommer helt sikkert til at blive hårdt og gøre ondt, men jeg har en god fornemmelse og føler mig så klar, som jeg nu kan blive”.

Udover de penge som rytterne har samlet ind i sponsorater i løbet af vinteren og foråret, så skal deltagerne selv betale for hotel og forplejning undervejs, og da Carsten også selv har investeret i en cykel, så er det bestemt ikke billigt at deltage i Team Rynkeby. Holdet har dog skaffet proviant til etaperne via sponsorater, så det “kun” er morgenmad og aftensmad, som man selv skal stå for.

Når holdet efter planen kommer til Paris den 12. juli, så mødes de med de andre Team Rynkeby hold uden for Paris, hvorefter de i samlet flok kører igennem Paris. Herefter er der festmiddag om aftenen, hvorefter turen går hjemad søndag morgen.

“Der har været et helt utroligt godt sammenhold på holdet, hvor alle hjælper til, og bakker op, og jeg tænker at det bliver endnu mere udbredt i den kommende uge, hvor vi helt sikkert bliver presset allesammen undervejs. Jeg ser meget frem til oplevelsen, når vi skal køre gennem Paris, med Concorde Pladsen, Eiffeltårnet og Champs-Élysées, der kommer kuldegysningerne helt sikkert. Det har været en hård, men også meget givende oplevelse at være med, og jeg har kun mærket opbakning fra alle omkring mig”, lyder det fra Carsten der tilføjer:

“Vi har fået samlet rigtig mange penge sammen, blandt andet via Skole Løbene, som vi havde i foråret, hvor vi i Østjylland samlede mere en 1 million kroner sammen, mens resten bliver opgjort når turen er afsluttet”.

I Favrskov deltog blandt andet Hadsten Skole i Skoleløbet, hvor pengene går til Børnelungefonden. Det kan du læse mere om her: Hadsten Skole løb penge ind til Team Rynkeby

Vil man følge med i, hvordan det så går undervejs, så opdaterer Team Rynkeby Østjylland på både Facebook og Instagram hver dag.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler