Det har grebet om sig i Mrs. Jones, hvor butikken er blevet endevendt, som nu fremstår nærmest som en ny butik, og på mandag er Helle Bandholtz-Madsen så endelig klar til at åbne døren for kunderne, efter nedlukningen, der har stået på siden slutningen af december.
Butikken er blevet malet, fået nyt tapet, nyt gulv, spots og mere reolplads, så der venter Helles kunder en ny og flot butik, hvor der er kommet masser af nye forårsvarer på hylderne, og så kan de morgenfriske endda få en pose rundstykker fra Mester Jacob med hjem.
“Vi åbner klokken 8, og kunderne behøver ikke at have spist hjemmefra, fordi vi har sørget for rundstykker som de får med sig i en pose, da vi jo ikke må servere noget i butikken, men så kan de tage det med hjem i stedet. Jeg glæder mig helt vildt til at åbne igen, og få lov til at vise den nye butik frem samt betjene kunderne igen på normal vis”, lyder det fra Helle, der ud over at have sat butikken i stand, har solgt tøj via Facebook, hvilket viste sig at være en stor succes.
“Jeg har bestemt ikke kedet mig, og det har da også grebet lidt om sig med istandsættelsen, men når nu tiden var til det, så kunne vi lige så godt få gjort det ordentligt, og jeg er i den grad tilfreds med resultatet. Butikken er blevet mere åben, og jeg føler, at hele butikken nu hænger sammen, så det er bare blevet godt. Der ud over har jeg brugt en del tid på at sælge tøj via Facebook, og det er noget som kunderne har taget godt i mod. Jeg har fået solgt ud af vinterkollektionen fuldstændigt, så jeg åbner op med lutter nye varer, blandt andet med et par nye mærker, så selvom at det har taget meget tid med at sælge via nettet, så har det været det hele værd, og kunderne har været helt fantastiske til at bakke op”, fortæller Helle.
Faktisk har salget via Facebook været så meget en øjenåbner for hende, at hun tænker at det på en eller anden måde skal fortsætte fremadrettet, når hun lige er landet på benene med åbningen af butikken.
“Jeg har helt sikkert fået øjnene op for, at Facebook og instagram kan noget i forhold til salg, så når vi lige er kommet ordentlig i gang i butikken, så skal vi da på en eller anden måde fortsætte med at sælge den vej også, fordi det virker, og vi kommer i kontakt med nogle flere mennesker”