Det er ikke nogen tilfældighed, at HSK Fodbold, Hadsten Håndbold og Hadsten Hawks har valgt at kalde deres støtteprojekt “Sammen i 8370”, fordi det er til glæde for hele postnummeret, og i dag var de så på gaden igen, med en ny omgang uddeling af gavekort.
Denne gang var det Lyngå, Lerbjerg, Vissing, Galten og Voldum der fik glæde af gavekort fra forskellige butikker i 8370 Hadsten, og dermed har alle byerne fået del i de mange gavekort, som løbende er blevet købt ind. Som det kan ses på billederne, så vakte det endnu engang stor glæde de steder som man nåede omkring i dag.

I går var man rundt med kagemænd til samtlige skoler i 8370, og inde i deres facebookgruppe er der løbende konkurrencer med flotte præmier, doneret af forskellige virksomheder. Så hvis du ikke har meldt dig ind i gruppen, så er det bestemt ikke for sent, og man kan stadig nå at deltage i konkurrencen der slutter i morgen aften, hvor man kan vinde gavekort til Hadsten Bio. Hovedpræmien er såmænd en tur for hele familien med dertil hørende sodavand og popcorn.
