I sidste uge kunne Favrskov Provsti fortælle, at man har ansat en ny provst, som tiltræder 1. februar i år.
Det er Jacob Duevang Krogh Rasmussen fra Mariager der overtager stillingen fra Jørgen Egebjerg Pontoppidan, der indtil nu har været konstitueret provst, efter at René Høegh fratrådte i 2023.
Jacob kommer fra en stilling som sognepræst i Mariager Kirke, og ser frem til at tiltræde hans nye embede som provst i Favrskov Provsti. Et provsti, som, ifølge Jacob, fremstår både spændende og progressivt, hvilket var med til at han sendte sin ansøgning i sin tid.
”Jeg synes Favrskov virker som et spændende og progressivt provsti, hvor man på mange fronter har taget nogle modige skridt, og sagt, at her der noget vi skal reagere på, både som kirke og provsti. En af de ting er klimaet, hvor man har haft en meget bevidst strategi om, at kirkerne også skulle tage deres ansvar og være med til at nedbringe udledningen af CO2. Den tilgang er jeg glad for, fordi jeg synes at samspillet mellem kirke, samfundet og mennesker er enormt vigtig”, lyder det fra Jacob Krogh Rasmussen til ByensNyt.
En anden ting, som han har bidt mærke i, er, at man i Favrskov Provsti har gjort en stor indsats for at tiltrække nye præster, og få det gjort attraktivt at blive sognepræst i en tid, hvor der bliver færre og færre, der søger ind på teologistudiet.
”Der tales meget om præstemangel i disse tider, og her har Favrskov turde tage et ansvar og gå forrest, blandt andet gennem tiltaget med præstekadetter. Her viser man nogle unge teologistuderende, hvad det er for et liv de kommer ud til, hvis de vælger at blive præst. Så, i stedet for at vente på, at andre kom med en løsning, så gjorde man noget aktivt selv, og det kan jeg virkelig godt lide, og vil meget gerne være en del af dette”.
Provsten er præsternes tætteste leder
I Folkekirken taler man ikke om chefer på samme måde, som man gør i andre dele af samfundet, men i bund og grund er provsten chef for præsterne i provstiet, mens provsten selv er mellemleder for biskoppen.
”Jeg skal være samarbejdspartner og sparringspartner med alle sogne og menighedsråd i Favrskov, fordi provsten sidder også i provstiudvalget, hvor der blandt andet bliver godkendt budgetter og lavet fordeling af ligningsmidlerne. Så jeg har en vigtig rolle i at have et godt og konstruktivt samarbejde med de enkelte sogne og menighedsråd, både i de store centerbyer, men så sandelig også i de mindre byer”.
Der har for nyligt været menighedsrådsvalg, og i både Hammel og Hadsten opnåede man ikke at få fyldt pladserne op. I Hammel ender det med, at man sammenlægger Hammel med Voldby og Lading, mens man i Hadsten forsøger at få de sidste pladser fyldt op. Skulle det ikke lykkes, så fortsætter man med dem, som sidder der nu, hvilket biskoppen har givet grønt lys til.
”Jeg har selvfølgelig godt set, at vi har den her situation i både Hammel og Hadsten, og er da spædt på at høre mere om dette. Fordi, som jeg fornemmer det, så er der et godt og sundt kirkeliv i Favrskov, så jeg synes ikke man skal måle og veje alt på et enkelt menighedsrådsvalg, fordi det behøver ikke være toneangivende for, hvordan kirkens liv og vækst er”, fastslår Jacob og tilføjer:
”Så det skal jeg om lidt blive klogere på, sammen med alt det andet, fordi Favrskov er jo for så vidt, ukendt land for mig, så det bliver meget spændende at sætte sig ind i”.
Den nye provst skal bo i provsteboligen ved Over Hadsten Kirke og være tilknyttet Hadsten Storpastorat som præst, da 25 procent af stillingen som provst indebærer dette. Resten af tiden skal bruges som provst, både på kontoret i Hadsten og ude i resten af provstiet.
Der er velkomstgudstjeneste den 6. februar i Sct. Pauls Kirke i Hadsten.