3. november 2024

Nyt ansigt hos Fysio-shop

“Muligheden for at kombinere min interesse for den fysiske kontakt med kunderne og salg af eksklusive produkter kunne jeg bare ikke sidde overhørig og at det så viser sig, at jeg bliver en del af et team med nogle utroligt søde mennesker er jo bare et lykketræf”

Sådan siger Rikke Winther, der netop er ansat i Fysio-Shop i Sundhedshuset i Hadsten, hvor hun dels skal assistere Trine med de administrative opgaver, dels betjene kunderne på klinikken og dels varetage markedsføring på de sociale medier. “Jeg fandt stillingsopslaget på LinkedIn og synes det lød spændende. Jeg nyder at være en del af et mindre team, som er tæt på kunderne og da jeg bor i Hinnerup er det bare nemt at komme hertil” fortæller Rikke. “Det er også motiverede, at det er en dynamisk virksomhed i en rivende udvikling. Det giver masser af muligheder på den lange bane”, mener hun. Hun er egentlig uddannet optiker og har siden videreuddannet sig inden for salg og markedsføring og har på den måde en god erfaring til jobbet i Fysio-Shop.

“Ja, når man sælger briller handler det jo også om, at vejlede kvalificeret om eksklusive produkter af god kvalitet og det gør det også her. Jeg skal jo ikke rådgive om det fysiologiske og sundhedsfaglige, det har vi jo vores eksperter til, de tre fysioterapeuter Karsten, Rasmus og David men jeg vil virkelig gøre mig umage for at sætte mig godt ind i de mange produkter, som vi har her på klinikken, som ikke kræver den faglighed som de tre repræsenterer” fortæller Rikke.

Rikke ved nogle af Fysio-shops mange træningsartikler. Foto: Henrik Ehlers.

“Vi har jo også tiden nu til at lære Rikke godt op” fortæller Karsten Høgh, der er indehaver af Fysio-Shop. “Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er lidt stille nu, så på den måde kan vi give Rikke en god start og sætte hende godt ind i både produkter og opgaver. Jeg tror faktisk ikke alle er klar over, at vi har åbent for vores konsultationer. Man kan trygt henvende sig, hvis man har brug for vores ydelser. Vi er en del af sundhedssystemet, så vi er faktisk ret gode til at overholde restriktionerne” smiler Karsten. “Det var vi jo allerede inden Corona. Sprit og hygiejne er ikke så ny en ny ting for os, som det har været for så mange andre.”

“Trods den lidt stille periode, går det godt i Fysio-Shop fortæller Karsten. “Det er jo derfor vi har valgt at ansætte Rikke. Men vi kan helt bestemt blive meget bedre til at udbrede kendskabet til klinikken også lokalt og det, at kunderne ved, at der altid er en i klinikken, der kan tage imod, gør forhåbentlig også, at folk får lyst til bare at dumpe ind for at se, hvad vi har på hylderne. Og der bliver Rikke det nye ankerpunkt” fortæller Karsten.

Udover den høje faglighed indenfor klassisk og specialiseret fysioterapi råder Fysio-Shop også over et bredt sortiment af træningsredskaber, sportsartikler, Tempurpuder og sundhedsprodukter.

Rikke og Trine ved skranken på klinikken. Foto: Henrik Ehlers.
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler