Mandag 28. september 2026

Præsenteret af

Vores partnere

Nyt fællesskab på tomandshånd spirer i Favrskov

På billedet ses Lone Kjeldsen og Emma Amalie Jensen

Hjerteforeningen har for nylig lanceret et nyt tiltag, som de kalder Gå-venner, og det har fundet vej til Favrskov Kommune, hvor fem små fællesskaber nu er en realitet.

For nylig fik vi her på redaktionen en mail fra Hjerteforeningen, der fortalte om et nyt tiltag som de kalder Gå-venner, og i stedet for at bruge den vedhæftede pressemeddelelse, så tog vi kontakt til Hjerteforeningen for at høre, om vi ikke skulle lave en mere lokal vinkel, og den var de med på.

Gå-venner går i al sin enkelhed ud på, at en frivillig fra Hjerteforeningen og en deltager, som Favrskov Kommune har visiteret til tiltaget, mødes til en gåtur med dertil hørende socialt samvær. Den sociale del er mindst lige så vigtig som motionsdelen, og for Lone Kjeldsen, som for nylig er blevet gå-ven, spiller det sociale en stor rolle.

Hun flyttede til Hadsten for ni år siden, hvor hendes søn, svigerdatter og børnebørn også bor, og hun har fra start af været bevidst om, at hun skulle have et netværk i byen, ud over familien. Det har hun blandt andet fået i Hjerteforeningen, hvor hun fast går med torsdagsgruppen, som vi tidligere har fortalt om her på ByensNyt. Det var her hun hørte om Gå-venner, og Lone var ikke i tvivl om, at det ville hun gerne være en del af. 

Torsdagsgruppen er et gå-fællesskab for alle, der har lyst til at gå sammen med andre. Her er fokus på fællesskab, motion og hyggeligt samvær i en større gruppe. Gruppen mødes hver torsdag klokken 13.30 ved broen over Lilleåen ved Kvickly Hadsten.

Lone mødte sin mand, der nu er død, for mange år siden på Hadsten Højskole, så man kan på mange måder sige, at ringen er sluttet. Hun fortæller begejstret om byen, og nyder at have både by og natur tæt på sig. Ifølge hende er Hadsten et ”lille smørhul”, og det kan man jo kun være enig i.

”Jeg hørte om Gå-venner i torsdagsgruppen, og syntes det lød som en god idé, og ret hurtigt efter fik jeg en gå-ven. Det har fungeret godt lige fra start, og vi har det simpelthen så hyggeligt på vores ture rundt i Hadsten, hvor vi får talt om stort og småt samtidig med, at vi også får motion”, fortæller Lone.

Der er tilknyttet en frivillig koordinator, og i Favrskov er det Emma Amalie Jensen, som står for kontakten til Favrskov Kommune, lige som hun er med til det første møde mellem gå-vennen og deltageren. Her sikres det blandt andet, at den rette kemi er til stede, og at forventninger stemmer overens.

”Vi går fast en gang om ugen, primært i midtbyen eller i skoven, og drikker efterfølgende en kop kaffe sammen. Kvinden som jeg går med, har boet i Hadsten i mange år, og kender byen meget bedre end jeg, men hun har mistet det meste af synet, og har derfor svært ved at komme rundt på egen hånd. Vi går nogle gode, lange ture og hun kan fortælle meget om Hadsten og de steder vi går hen, så jeg får både motion og ny viden samt særdeles godt selskab”, siger Lone smilende og tilføjer:

”På den her måde kan hun komme rundt i byen, som hun elsker så højt, med mig som trafikguide. Nu har vi været i gang i lidt mere end en måned, så det er stadig nyt, men det giver i den grad mening og vi nyder begge at komme afsted. Så jeg kan helt klart anbefale at blive gå-ven”.

Kvinden som Lone er gå-ven for, har et stort netværk selv, så her er det i lige så høj grad motionen og muligheden for at komme rundt i byen, der har skabt relationen, mens det i andre tilfælde kan være relationen med andre mennesker, der kan være i højsædet.

Hverken den frivillige eller deltageren skal være medlem af Hjerteforeningen, men som deltager skal man dog visiteres af Favrskov Kommune, mens man som frivillig blot kan melde sig under fanerne hos Hjerteforeningen.

”Vi har alle brug for et fællesskab og have nogen at snakke med, og her kan en gåtur passe godt ind i den sammenhæng, hvilket Lone og hendes gå-deltager er et godt eksempel på. Alle kan blive gå-ven og min rolle er så at matche folk, således at begge parter får noget ud af det og at relationen bliver god. Man skal ikke være medlem af Hjerteforeningen, så det er bare med at tage kontakt, hvis man vil være med”, lyder opfordringen fra Emma Amalie Jensen.

Lige nu er der fem gå-venner rundt i Favrskov, og Emma Amalie fortæller, at to nye fællesskaber er på vej til at blive etableret.

”Det er stadig i det små, men vi vokser stille og roligt, og snart er vi syv gå-venner fordelt over det meste af Favrskov. Vi vil gerne være flere, og der er bestemt brug for det, så man er meget velkommen til at henvende sig til Hjerteforeningen, enten hvis man vil være med eller blot høre mere omkring Gå-venner”.

Vil du vide mere om gå-venner eller overvejer du selv at blive frivillig gå-ven, kan du læse mere her: https://gaamed.dk/bliv-gaa-ven/

En af Lones ynglingsgåture er ude over diget i Kollerup Enge, hvor man kobler på en af de tre hjertestier som findes i Favrskov. De to andre hjertestier, som Hjerteforeningen er initiativtager på, findes i Hinnerup og Hammel
NYHEDSBREV

Få ugens nyheder fra Favrskov

Vælg de områder, du vil følge. Én mail om ugen.

Ingen spam. Afmeld når du vil.