At man bestemt ikke behøver at være billedkunstner eller maler for at lave kunstværker, er eleverne på Hadsten Fri Fagskole et godt eksempel på. I denne uge er de, sammen med kunstneren, Line Frøslev, i gang med at lave et stort relief til skolens hall.
Faktisk hedder det eleverne laver helt rigtigt “Assemblage”, men det er nok mere tilgængeligt at kalde det for et relief. Det er Lærestandens Brandforening der har gjort det muligt, at lave denne kunstuge for eleverne og få Line Frøslev koblet på projektet.
“Vi har søgt penge hos Lærestandens Brandforening, hvor kravet fra deres side har været, at det skulle involvere eleverne og være noget, der var blivende. Det har Line så arbejdet ud fra, og det bliver så dette relief, der skal hænge i vores hall, lige når man kommer ind. Vi har fire linjer på skolen, Food, Craft, Game og Care, og disse fire linjer er på hver deres måde tænkt ind i værket, så det fortæller noget om den enkelte linje. Det kan være tommestok, blomkålshoveder i ler, filtede hænder der repræsenterer Care-linjen samt forskellige grafiske ting fra Game. På den måde, er hver enkelte elev med til at lave en fortælling omkring, hvad man kan på skolen og hvad den står for”, fortæller Søren Hougaard Nielsen, der er lærer på Hadsten Fri Fagskole.
Line Frøslev har udtænkt, hvordan værket skal se ud, og lavet den skitse, som der arbejdes ud efter, og fortæller at det hun arbejder ud fra, kaldes konkret kunst.
“Vi er inspireret af det der kaldes konkret kunst, som er båret meget af geometriske former. Den første dag jeg var her, bad jeg elever om, at skære geometriske modeller ud i pap, hvilket de så gjorde i mange forskellige versioner, som jeg så efterfølgende har sat sammen til en helhed der holder rent kompositionsmæssigt. Efterfølgende er det så blevet skåret ud af Craft-linjen og så har jeg valgt en farvelinje der gør, at uanset hvordan vi får det her i hus, så er det farverne der samler værket. Det hedder faktisk Assemblage og ikke relief, som jeg også selv har brugt, men når man begynder at bruge skrot og genbrug og gøre det tredimensionelt, så er det Assemblage, som er en blanding mellem collage og skulptur”, fortæller Line Frøslev.
Morten Tropp sørger for malerier til væggene
Det færdige kunstværk hænges op fredag, og så er første del af kunstprojektet færdigt. I de kommende uger er det så Morten Tropp der tager over, hvor han sammen med eleverne om onsdagen, skal lave malerier til væggene i hovedbygningen. Mens der har været en klar styring på værket til hall´en, så er der lagt op til, at malerierne skal blive til undervejs, men dog så der er en sammenhæng i tingene, så man får en helhedsoplevelse.
“Jeg synes det er fedt at arbejde med kunst generelt, og være med til at vise de unge, at billedkunst kan være mega fedt og så håber jeg på at eleverne kan lave noget der optager dem så meget, at de bliver opslugt af det, og kommer til at glæde sig til, at det igen bliver onsdag. I forhold til Line, der arbejder mere styret, så bliver det lidt noget andet med mig, der arbejder mere procesorienteret, så det bliver to forskellige måder at arbejde med kunst på”, fortæller Morten Tropp.