19. januar 2025

Nyt testcenter oprettet ved Favrskov Gymnasium

Fra i dag må eleverne på Favrskov Gymnasium, Den jyske Haandværkerskole samt Hadsten Fri Fagskole vende helt eller delvist tilbage, hvilket kræver massiv testning. Derfor oprettes der nu et testcenter i Gymnasiehallen til de tre skoler.

Det er Region Midtjylland der hen over weekenden, i samarbejde med Falck, har fået stablet et testcenter på benene der får til huse i Gymnasiehallen. Her er det planen, at de tre skoler kan blive hurtig-testet i løbet af ugen.

“I fredags tænkte jeg, at det var mærkeligt, at vi ikke havde hørt noget fra regionen i forhold til mulighed for at blive testet, så jeg kontaktede dem, og de fik hurtigt øjnene op for, at det var nødvendig med mere testkapacitet, hvis eleverne skal testes to gange om ugen. Så lørdag blev jeg kontaktet, at nu var man klar med en løsning, og så har vi brugt søndag på at gøre klar med to testspor samt organisere, hvornår elever og personale kan blive testet”, fortæller Simon Mikkelsen der er 24H-skolechef på Den jyske Haandværkerskole.

Testcenteret er åbent hele ugen, men kun for de tre skoler, og fra Haandværkerskolens side styrer man det i forhold til elever og personale, hvornår der skal testes.

“Vi har godt 300 personer der i løbet af ugen skal testes, så vores kapacitet er allerede helt fyldt ud. Vi har lavet to spor, et til gymnasiet og et til os og Hadsten Fri Fagskole, så vi ikke bliver mikset med hinanden. Gymnasiet har deres egen ind- og udgang direkte ind på skolen, mens vi bruger indgangen ud til parkeringspladsen, så vi har forsøgt at gøre det så smidigt og fleksibelt som muligt”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler