For tiden er det ikke oplagt at holde store halfester, men man kan jo godt håbe på, at det snart igen bliver muligt. Om ikke andet så har børnefest-konceptet, Party456, som er en halfest i Hadsten for 4.-6. klasse på byens skoler, sørget for, at de er klar, når de igen får lov til at kalde til fest.
En af initiativtagerne til Party456, Jan Moesgaard, var med til at starte festen op i sin tid, da han følte, at der manglede et tilbud til klasser lige midt i mellem det hele, og det blev fra start af en stor succes. Den sidste fest, der blev afholdt i februar, var helt udsolgt, og der var allerede lagt i kakkeloven til en ny fest i juni, der dog af gode grunde blev aflyst.
I dag tirsdag kan de så præsentere ny storsponsor på festen nemlig Sparekassen Kronjylland i Hadsten, der skal være til at sørge for, at festen kan blive endnu sjovere fremadrettet. Sparekassen Kronjylland er netop kåret til “Årets arbejdsplads i Europa” og fejrer altså den kåring sammen med Party456.
Også EDC Huset Hadsten har forlænget sit sponsorat. Jette Eriksen og Co. har været med fra start af, og var i følge Party456 ikke i tvivl om, at det engagement skulle fortsætte i den kommende periode.