12. november 2025

Anders G. Christensen: Tid til nyt lederskab i regionen

Efter fire år i Regionsrådet stiller Anders G. Christensen (V) nu op som formandskandidat ved valget den 18. november. Den tidligere borgmester i Favrskov Kommune vil bringe sin erfaring fra både kommunalpolitik og samarbejdet i KKR ind i regionsarbejdet – med fokus på sundhedsreformen, psykiatrien og en mere lyttende ledelseskultur.

Erfaring fra kommunalpolitik og sundhedssamarbejde

Anders G. Christensen har mange års politisk erfaring bag sig. I otte år var Anders G. Christensen borgmester – først i Hadsten Kommune og siden i den nye Favrskov Kommune. I den periode deltog han aktivt i arbejdet med at opbygge både de nye kommuner og regionerne, herunder udarbejdelsen af sundhedsplaner og ambulanceplaner. Det arbejde bragte ham tæt på den regionale struktur, som han i dag selv er en del af.     

Som borgmester var jeg tæt på sundhedspolitikken allerede dengang. Vi arbejdede med sundhedsplaner, ambulanceplaner og hele det planhierarki, der styrer sundhedsvæsenet. Det var en vigtig læring, jeg har taget med mig,” fortæller han.

Da han i 2021 blev spidskandidat for Venstre i Region Midtjylland, blev det begyndelsen på en ny politisk fase.

Jeg sagde ja, fordi jeg synes, det var en spændende udfordring. Hvis man tror på noget, skal man gå all in – og derfor valgte jeg at stoppe i byrådet og fokusere fuldt ud på regionsarbejdet,” siger han.

Implementering af sundhedsreformen

Et af de største temaer i den kommende valgperiode bliver ifølge Anders G. Christensen implementeringen af den nye sundhedsreform:

Det bliver et kæmpe arbejde de næste fire år, hvor kommuner og region skal samarbejde meget tættere i de nye sundhedsråd. Vi skal skabe mere behandling tæt på borgerne – både i sundhedshuse og i hjemmet,” siger han.

Han fremhæver, at reformen skal sikre både ensartet service og fleksible løsninger lokalt:

Der skal være mulighed for forskelle mellem sundhedsrådene, men borgerne skal samtidig opleve samme kvalitet, uanset om de bor i Kronjylland eller i Vest.

Psykiatrien og ventetiderne

Et andet centralt indsatsområde for Anders G. Christensen er psykiatrien – især børne- og ungepsykiatrien, hvor ventetiderne stadig er for lange.

Vi skal i særdeleshed arbejde med at få nedbragt ventetiderne i psykiatrien – i særdeleshed i børne- og ungepsykiatrien. Det er en kæmpe udfordring, og der er ikke noget quickfix. Selv med flere penge, så mangler vi personale. Det er vi nødt til at se på og arbejde sammen om ind i sundhedsrådene. Vi skal blive bedre til at samarbejde med kommunerne, især PPR, så vi fanger børnene tidligere,” siger han.

Han peger på behovet for mere sammenhæng mellem psykiatri og somatik, men også for at styrke overgangen til kommunerne, når patienter udskrives:

Det hjælper ikke, at man bliver udskrevet uden et tilbud, der kan tage imod én. Vi skal sikre, at der er rammer og støtte, så man kan komme videre i livet.

Han nævner, at Region Midtjylland mangler 72 psykiatriske sengepladser sammenlignet med landets øvrige regioner, og mener, at tiden er inde til at handle:

Der bygges 48 nye senge, og det er godt. Men vi er stadig bagud. Det er på tide, vi får gjort noget ved det.”

En lyttende ledelsesstil

Hvis Anders G. Christensen bliver valgt som regionsrådsformand, vil han prioritere en anderledes ledelsesstil med større åbenhed og dialog:

Man skal lytte – både til patienter og medarbejdere. De tre skandalesager i regionen de seneste år viser, at der har manglet tydelig ledelse og opfølgning. Som formand vil jeg sikre, at problemer bliver opdaget og håndteret i tide,” siger han.

Han beskriver sig selv som en arbejdsom og dialogbaseret leder:  

Jeg vil gerne være en synlig formand, der er ude i regionen, taler med medarbejdere og finder løsninger sammen med dem. Det er sådan, man skaber et sundhedsvæsen, der fungerer.

Mere end sundhed

Selv om sundhed fylder mest i debatten, minder han om, at regionen også har ansvar for kollektiv trafik, uddannelse og miljø.             
Han peger blandt andet på behovet for en enklere struktur i den kollektive trafik:

I dag har vi over 1500 takstzoner og mere end 100 bestillere af kollektiv trafik. Det skal være enklere. Regionen skal være den samlede bestiller, og så kan vi indføre tre dynamiske zoner: kort, mellem og lang,” forklarer han.

Tid til nyt lederskab

For Anders G. Christensen handler valget om at skabe fornyelse og ansvarlighed i regionen.

Der har været socialdemokratisk flertal i hele regionens levetid. Måske er det tid til nyt lederskab – tid til at prøve en anden tilgang,” siger han.

Han understreger, at hans motivation bunder i ønsket om at gøre en forskel:

Jeg engagerer mig, fordi jeg tror på demokratiet og på, at vi sammen kan skabe et stærkere sundhedsvæsen. Man skal kunne se borgerne i øjnene og vide, at man har gjort sit bedste.”

Sara Grønkjær
Sara Grønkjær
Sara er praktikant hos ByentNyt.dk. Hun bor i Aarhus og interesserer sig for kultur, politik og for de små hverdagsfortællinger, der giver indblik i menneskers liv og engagement. Hos ByensNyt.dk bidrager hun med artikler, der favner både de større begivenheder og de små lokale historier, som tilsammen er med til at tegne billedet af Favrskov.

Relaterede artikler