Vi har modtaget følgende læserbrev fra Frank Iversen, der er byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti. Læserbrevet er udelukkende skribentens holdning.
Af Frank Iversen, Byrådskandidat, Det Konservative Folkeparti, Favrskov
I en tid, hvor klimaet kalder på handling, det internationale fællesskab er under pres, og den kommunale økonomi kræver omtanke, har FN’s verdensmål aldrig været mere relevante. Men det er ikke nok at tale om bæredygtighed i store ord – vi skal kunne oversætte det til vores lokale hverdag her i Favrskov Kommune. Eller som den daværende norske statsminister, Gro Harlem Brundtland formulerede det sidst i 80’erne:”Vi skal tænke globalt og handle lokalt!”.
Der er allerede sat en række bæredygtighedsinitiativer vedr. klima- og miljøindsatsen i gang i Favrskov kommune. Det nedsatte bæredygtighedsudvalg i kommunen præsenterer efter sommerferien byrådet for deres tredje tema med anbefalinger til yderligere initiativer, der kan tages på området. Så bæredygtighed er allerede på dagsordenen i Favrskov kommune.
Som socialkonservativ tror jeg på, at bæredygtighed først og fremmest handler om ansvar – over for hinanden, over for vores natur og over for kommende generationer. Udover det miljømæssige har bæredygtighedsbegrebet også et socialt og økonomisk perspektiv, hvor jeg tænker, at tiden er inde til, at vi får de 17 verdensmål som et kompas for den ønskede udvikling i Favrskov kommune. En udvikling der er kendetegnet af mådehold og omtanke, sund fornuft og med et ønske om at bevare det, vi har kært.
Med denne form for bæredygtighedstænkning skal vi have fokus på tre kerneområder:
- at beskytte og bevare naturens ressourcer og økosystemer
- at sikre retfærdighed, trivsel og muligheder for mennesker for at kunne lykkes i livet
- at skabe langsigtet økonomisk stabilitet og ansvarlig vækst
Vi skal udvikle vores kommune, men med respekt for landskaber, lokalsamfund og kulturarv. Vi skal skabe arbejdspladser, men uden at gå på kompromis med det sociale ansvar eller miljøet. Og vi skal hjælpe de mest udsatte – ikke med at gøre dem afhængige, men med at give dem mulighed for at stå på egne ben og indgå i fællesskabet.
FN’s verdensmål er ikke venstreorienterede. De er grundlæggende menneskelige. Når vi ser dem med konservative briller, ser vi ikke kun grønne teknologier og statistik – vi ser et ansvar for at bevare det, der betyder noget: familien, sammenhængskraften, naturen, dannelsen og retfærdigheden.
Jeg har fået spørgsmålet: ”Hvordan vil du omsætte verdensmålene om at afskaffe fattigdom stoppe sult i en kommunal sammenhæng? Er det ikke mere et globalt spørgsmål?”
Til det er mit svar: ”Jo det er det også – men det er også et lokalt spørgsmål!” Måden vi skal arbejdet med det på, er at formulere konkrete mål i byrådet og omsætte dem til lokale handlinger.
Lad os tage de to første verdensmål. I en kommunal sammenhæng drejer afskaffelse af fattigdom sig bl.a. om at vi skal hjælpe dem, der ikke kan selv – og motivere dem, der kan. Det gør vi ved at have fokus på målrettet hjælp til udsatte familier og ældre og ved at styrke civilsamfundets rolle i sociale indsatser (fx frivillige, kirker og foreninger) samt ved at prioritere beskæftigelse over passiv forsørgelse.
Når vi taler om ”at stoppe sult”, så eksisterer der allerede i den lokale folkekirke eksempler på initiativer, hvor der er etableret ordninger, der eksempelvis sikrer fødevarehjælp til trængte mennesker. I Hadsten Storpastorat findes initiativet ”Dagligt brød”, der er en hjælpende hånd til mennesker, der helt bogstaveligt har svært ved at få mad på bordet. Og jo – der er også i Favrskov kommune mennesker, der har svært ved at få enderne til at mødes.
Verdensmålene om fattigdom og sult kan virke fjerne fra en Favrskov sammenhæng, men det er bl.a. her, vi kan fortsætte med at opbygge det lokale sikkerhedsnet, der er brug for at have for de mest udsatte grupper i kommunen.
Som byrådsmedlem vil jeg have fokus på at vi formulerer politikker, principper og intentioner samt udstikker rammerne, der kan sikre det nødvendige samspil mellem forvaltning og lokale aktører. Det er mit håb at foreninger og erhvervsliv sammen med den kommunale forvaltning forsætter og videreudvikler det samarbejde, der gør, at vi arbejder målrettet med at skabe en helhedsorienteret bæredygtig kommune.
Derfor vil jeg arbejde for, at et samlet byråd i Favrskov går forrest i formuleringen af fremtidens bæredygtige kommune. En udvikling der rækker længere end blot en valgperiode på 4 år.
På den måde tænker vi globalt ved at handle lokalt og skaber bæredygtighed med sund fornuft.















