7. februar 2025

Borgmester stiller op igen til næste valg: Det skylder jeg

Lars Storgaard er på trods af en hård start på jobbet glad for, at han sagde ja til posten, og han er ikke i tvivl om, at han stiller op igen til næste valg. 

Tiden er fløjet afsted for Lars Storgaard, siden han blev valgt som Favrskovs borgmester ved kommunalvalget i 2021. Den konservative borgmester har nu siddet på posten i lidt over halvandet år, og han er både glad og tilfreds med arbejdsgangen på rådhuset.

“Jeg synes, vi har et rigtigt fint samarbejde i byrådet, og et godt arbejdsklima på rådhuset. Arbejdsklimaet er det bedste i lang tid, er der nogen, der siger, og det bliver jeg jo glad for, når jeg hører det på gangene,” siger fortæller han til ByensNyt.

Den første tid som borgmester var dog ikke let for Lars Storgaard. Hans hustru gennem 42 år gik nemlig bort i januar 2022 efter længere tids kræftsygdom, kun få uger efter han havde betrådt posten.

“De første tre måneder var hårde og svære, men jeg er glad for, at jeg sagde ja til posten. Min kone sagde også dengang, at jeg ikke måtte sige nej, for hun blev jo ikke rask af, at jeg gik derhjemme og kiggede på hende. Hun synes også, at det var godt, hvis jeg fik noget helt andet at lave, når hun ikke var her længere, og det havde hun jo ret i,” siger han.

På trods af den hårde start synes Lars Storgaard, at han og byrådet er kommet rigtigt godt i gang med samarbejdet, og det håber han kommer til at fortsætte, når byrådet skal i gang med budgetforhandlinger igen allerede her i august.

“Vi kommer til at prioritere nogle ting, for det flyder ikke med mælk og honning. Men jeg ser frem til det med spænding. Jeg håber og tror, at der kan laves et bredt forlig,” siger han.

Stiller op igen

Selvom han kun er halvandet år inde i valgperioden, er Lars Storgaard allerede fast besluttet på, at han stiller op igen til næste valg. Det skylder han, fortæller han.

“Det er der ingen tvivl om, at jeg har ambitioner om at fortsætte. Om det så lykkes, er jo en anden sag, men jeg vil i hvert fald helt klart forsøge. Den opbakning, jeg har fået af befolkningen ved sidste valg, og den tillid, byrådet gav mig, forpligter. Jeg har også lysten, og alderen trykker jo ikke endnu, men det vil så formentlig også blive den sidste periode for mig. Jeg er kun 62 nu, men efter næste valgperiode vil jeg være 68, og så skal der nye kræfter til,” siger han.

Lars Storgaard er en erfaren herre inden for kommunalpolitik. Tidligere i år kunne han fejre 25 års jubilæum i byrådet sammen med tidligere borgmester Nils Borring, som han har haft et tæt samarbejde med de sidste 12 år som viceborgmester. Derfor ved Lars Storgaard også, at der ofte skal mere end fire år til at få gennemført de mærkesager, man har som lokalpolitiker. 

“Du når jo ikke at lave alt det, du gerne vil på en periode. De ting, man gerne vil forandre, kan man ikke gøre hen over natten. Der skal man tit hen i periode nummer to for at kunne dreje håndtaget helt,” siger han.

Caroline Balslev
Caroline Balslev
Caroline Balslev er journalist og en del af redaktionen på ByensNyt. Caroline har erfaring med lokaljournalistik fra blandt andet Hammel og omegn. Hun er født opvokset i København, men bor i dag i Aarhus.

Relaterede artikler